- Opdateret 17/11/2014 kl. 10:13
Flere unge starter virksomhed
Nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at det særligt unge under 25, der trækker antallet af virksomheder registreret i CVR op på sit højeste niveau siden 2008.
Lysten til at starte virksomhed er tilbage.
Nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at antallet af virksomheder, der er registreret i CVR, er på det højeste niveau siden krisens start i 2008.
Det skyldes blandt andet, at særligt unge er blevet mere entreprenante, lyder det fra Erhvervsstyrelsen.
"Det er interessant, hvordan sammensætningen af de nye virksomhedsejere har ændret sig. Det tyder på, at de unge og ældre, som historisk ikke har fyldt så meget blandt virksomhedsejerne, har fået øje på fordelene ved at starte egen virksomhed. Det er netop den udvikling, som Danmarks Vækst- og Iværksætteruge gerne vil understøtte og skubbe på," siger Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen.
Siden samme periode 2013 er antallet af nye registreringer i CVR steget med seks procent. Og det er ikke bare de unge, der har fået øjnene op for iværksætteri. Også de ældre over 55 år er de senere år begyndt at fylde mere i statistikken. Gode nyheder, lyder det fra Dansk Iværksætterforening.
"Det er glædeligt med et øget antal nystiftede virksomheder. Det tyder på en større iværksætterlyst blandt danskerne - en iværksætterlyst, som vi også har mærket i løbet af det sidste års tid i Dansk Iværksætterforening med større interesse for foreningens arbejde," siger redaktør i Dansk Iværksætterforening, Christian Hørdum Andersen.
Han tror, at en af grundende til de positive tal er den nye iværksætterselskabsform IVS, som har gjort det let og billigt at starte virksomhed.
Det er ekspert i iværksætteri, professor og centerleder på IDEA Entrepreneurship Centre på Syddansk Universitet, Torben Bager, enig i.
"Det er vigtigt, at der er interesse for at starte virksomhed. It-teknologien har også gjort det lettere, og mange af vores studerende sidder derhjemme og starter e-handels virksomheder op og markedsfører sig via bl.a. de sociale medier. Men man skal have det forbehold, at man endnu ikke har renset tallene for ikke-levedygtige virksomheder," siger Torben Bager.
Også Christian Hørdum Andersen maner til besindelse.
"Men for ikke at fortabe os i glæde over stigningen, så skal vi huske på også at skabe rammerne for økonomisk bæredygtige virksomheder, der kan overleve på markedet. For der er et stykke fra at starte en virksomhed for en krone, til at den bliver en stor overskudsforretning," siger han.
Erhvervsstyrelsen oplyser, at der pt. er lige knap 6000 virksomheder registreret som IVS.