Telia jagter singler og småfamilier fra Yousee
Det nylancerede Telia TV er et streaming og on demand-produkt, som især forventes at fænge an hos små husholdninger.
De fleste er enige om, at de danske seere fremover trækker fra klassisk flow-tv til mere individuelle og anarkistiske tv-produkter som on demand og streaming produkter, der giver dem mulighed for at se det man vil, når man vil, hvor man vil. En bølge, som især Netflix har accelereret.
Telia lancerede tidligere på måneden sit bud på, hvordan sådan et produkt skal se ud, Telia TV. I modsætning til Yousee, der med sit streamingunivers Yousee Play har knyttet den digitale sening tæt til de "gammeldags" kabeltv-produkter, der endnu er Yousees cashcow, satser Telia på at disintegrere de forskellige tv- og web-produkter.
Telia TV er online tv-pakker med danske kanaler, der ikke er knyttet til hverken kabel-tv eller bredbåndsaftaler, men kan købes seperat - lige som Netflix.
»Vores ambitioner for tv-delen er at blive en betydelig spiller på det danske marked,« siger Christoph Nørgaard, privatkundedirektør i Telia, der siger, at Telia ikke har sat konkrete tal på sine forventninger: Måske bliver kundebasen femcifret, måske sekscifret.
Telia lægger ikke skjul på, at man er ude efter bl.a. markedslederen Yousees kunder. Især dem, der enten ikke har en fordel af et produkt, der kobler bredbånd og tv - eller de, der bare gerne vil have mindre - og billigere - tv-pakker.
»Mange danskere har firmabetalt bredbånd i forvejen. Desuden er der nogle helt strukturelle ting i den måde, vi lever på: Flere bor alene, unge flytter mere end tidligere, der er flere skilsmisser. Den måde vi lever på ændrer sig. Spørgsmålet er, om tv-industrien er klar til at imødekomme det,« siger Christoph Nørgaard.
Så jeres målgruppe er primært yngre forbrugere, singler og små familier?
»Det er det i første runde. Med tiden vil vi så udbygge det yderligere og ramme bredere.«
Indtil videre har Telia TV to udfordringer, hvis den skal matche danskernes forbrugermønstre bredt: Dels har man ikke fået Viasat, altså TV3, TV3+ etc., med i aftalen. Og dels kan man kun bruge produktet på en platform af gangen: Hvis een i familien ser Telia TV på iPad, kan man ikke samtidig se det på andre skærme.
»Der vil stadig være nogle familiestrukturer, hvor behovet ikke bliver opfyldt af vores produkt. Men det er jo et produkt, som vi kommer til at udvikle - og på sigt vil der blive mulighed for at få flere brugere på flere devices,« siger Christoph Nørgaard og fortæller, at Telia forventer, at kunne tilbyde Chrome Cast og Airplay i begyndelsen af 2015 - to udbredte måder at trådløst forbinde online-streaming til et smart tv.
Om samarbejdet med Viasat, der ejer en del af de sportsrettigheder der ofte vejer tungt i seernes købsbeslutninger, siger han:
»Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en dialog. De har ikke ønsket at lave en aftale. Konkret omkring sporten, så har du landskampe og Premier League (via en SBS-tilkøbspakke, red.), men i det brede perspektiv kan vi ikke tilbyde hele sportspakken. Der forventer vi, at kunderne kan supplere med OTT-produkter hos Viaplay. «
Telia TV er, bortset fra Watch Me Now, der blev lanceret i begyndelsen af i år, den første spiller, der udbyder løse tv-pakker. Og der kan være en langsommelighed i markedet. Privatkunder kan rykke forholdsvist hurtigt, men en række antenneforeninger har indgået længerevarende aftaler.
»Antenneforeningerne, der har indgået lange aftaler, kan vi ikke gøre noget ved. De er låst. Men der er stadig, trods alt, en del, der ikke er med i antenneforeninger. Der vi , at en del gerne vil have lov at vælge selv,« siger Christoph Nørgaard.