Erhverv

Iværksætter sælger latter i tog-kupeen

Iværksætteren Morten Strunge har fornyet e-bogsmarkedet med abonnementstjenesten Mofibo, men for ham var ideen egentlig ikke ny. Det var nemlig præcis det samme, han gjorde med markedet for mobiltelefoni, da han stiftede Onfone.

Artiklens øverste billede
Morten Strunge startede som selvstændig i gymnasiet, hvor hans firma formidlede gymnasieelevers arbejdskraft til folk, der ville have ordnet have eller gjort rent. Foto: Marcus Trappaud Bjørn

Morten Strunge løfter en rød dåsecola op og vejer den i hånden.

»Hvis jeg skal sælge dig denne her cola, nytter det ikke noget at fortælle dig, den slukker tørsten. Det ved du godt. Men jeg kan sælge dig den læskende følelse og kildrende fornemmelse ned gennem halsen, den vækker,« smiler han.

Morten Strunge er idémager og sælger og brandgod til at forene de to. I en alder af 28 år har han været iværksætter i mere end et årti og har indkasseret millioner på salget af Onfone, som han startede tilbage i 2006. Han kan sælge en vision og formidle det potentiale, han selv ser.

Og det er nok hemmeligheden bag, at han i 2013 kunne sælge sin idé om at revolutionere e-bogmarkedet med en flat rate-baseret abonnementsordning ved at opsøge de største danske forlag med bare en powerpoint og store armbevægelser. To måneder efter ideen var plantet hos Morten Strunge, startede kodningen af Mofibo.

Morten Strunge fortæller, at en del af hans succes med e-bøgerne bunder i, at han kommer med en ny tilgang til bogbranchen og måden at markedsføre bøger.

For at være ærlig, vidste jeg ikke en pind om det

Morten Strunge

»Når forlagene reklamerer for en ny bog, så er det med en reklame på siden af en bus med en lidt kedelig forfatter og fem stjerner. Men den tilgang er alt for rationel. Man har ikke forstået, at man skal sælge en verden af følelser, eventyr og et parallelunivers. Man skal sælge alt det, bøger kan – det, de vækker til live. Bøger kan få os til at græde eller bryde ud i latter midt i en togkupé. Det er følelserne, folk søger,« siger Morten Strunge.

De gode talegaver fik også lokket forfatter og e-bogsskeptiker Leif Davidsen med på vognen, der var med i et tv-spot for Mofibo.

»Leif Davidsen fik ikke betaling for at være med i tv-reklamen, han gjorde det, fordi han troede på projektet. Jo, han fik vist en iPad for det!« kommer Morten Strunge grinende i tanke om.

Ideen om Mofibo kom sig ikke af en indædt passion for bøger. Tværtimod, fristes man til at sige.

»Jeg mødte en masse forlagsdirektører på et CBS-kursus, og der gik det op for mig, at der lå en masse uudnyttet potentiale for e-bøgerne. Jeg havde ikke interesseret mig for det før, og for at være ærlig, vidste jeg heller ikke en pind om det. Men hvis jeg var en total bogelsker, tror jeg også, jeg ville være blind over for de her muligheder,« siger Morten Strunge.

I januar 2013 opstod den idé, som skulle blive til Mofibo – en tjeneste, hvor man for et fast beløb om måneden får adgang til hele bagkataloget af bøger på samme måde som Spotify eller Netflix.

»Jeg vidste, hvordan man drev en abonnementsforretning, fordi det var det, jeg gjorde, dengang jeg stiftede Onfone. I virkeligheden er Mofibo bygget op fuldstændig ligesom Onfone. Man betaler et fast beløb om måneden og får så en samlet pakke,« forklarer Morten Strunge. Det flat rate-baserede abonnementssystem blev revolutionerende for den måde, vi tænker mobiltelefoni i dag, og tanken er at gøre det samme med e-bøgerne.

Morten Strunge har ikke en sentimental tilgang til måden at forbruge bøger på og har derfor et helt andet perspektiv.

»Det, jeg mener, forlagene og branchen har misforstået, er bogen som medie. I branchen ser de kun andre bøger som konkurrenter. Men vi ser bøger som underholdning sidestillet med musik eller TV, og derfor er alle de andre ikoner på din tablet vores konkurrenter,« forklarer Morten Strunge.

Og så er det ikke bare et spørgsmål om at have det allerstørste udbud af bøger. Flest titler er ikke nødvendigvis en succes i sig selv, mener Morten Strunge.

»Vores job er, at kunderne finder den rigtige bog,« siger Morten Strunge og uddyber, at mange af forlagene ser det som deres opgave at give kunderne, hvad de i branchen synes er det rigtige. Hvad man bør læse for at være kulturel. Også her adskiller deres strategi sig markant.

»Forbind dem med det, de elsker! Vi bruger rigtig meget energi på at undersøge, hvad det er, folk rent faktisk efterspørger. Hvis kunden får den rigtige bog, får de også en god oplevelse, og på den måde kan man fastholde dem. Og det er jo hele fundamentet for en abonnementservice,« forklarer han.

Du sluger nogle sider af din e-bog i det kvarter, der går, mens du alligevel sidder bænket på de plyssede blå sæder i toget. Når toget standser lægger du tabletten tilbage i tasken. Da du senere træder op på cyklen på vej til træning, sætter du igen gang i e-bogen – denne gang som lydbog, og den finder selv lige præcis side 110, som du var nået til.

Den glidende overgang og integration af forskellige måder at konsumere e-bøgerne på er et andet af Morten Strunges tiltag. For det handler hele tiden om at tilpasse produktet til forbrugerens behov. Og måden, folk læser på i dag, er sjældent en hel aften sat af til læsning, men derimod i mindre bidder fordelt hen over dagen.

Vi er ikke en succes, før vi har vist, at vi kan få fodfæste internationalt. Der er stadig meget at bevise

Morten Strunge
Morten Strunge har på trods af sine 28 år fungeret som iværksætter i mere end et årti. Foto: Marcus Trappaud Bjørn

»Når folk pakker deres mobiltelefon og tablet i tasken om morgenen, er det ikke ret mange, der også lige tager en stor bog med, til hvis de lige har et kvarters spildtid,« siger Morten Strunge, Men hvis bøgerne er tilgængelige overalt – netop på telefon og tablet – kan de næsten ubemærket udfylde den tid, som ellers går med at vente på bussen eller stirre ud ad ruden i s-toget. Og det er forståelsen for den måde, vi læser på i dag, der adskiller Morten Strunge fra de fleste andre.

Han forklarer, at han kan bruge sig selv aktivt i udviklingen af Mofibo, fordi han lige netop tilhører den gruppe, som de ønsker at nå: dem, der egentlig gerne vil læse mere, men ikke prioriterer det. Dem, der bruger de 30 minutter, de lige har til overs, på at se en serie på HBO i stedet for at samle en bog op. Det skal være så enkelt og tilgængeligt som muligt, og der er hele tiden plads til forbedringer.

Mofibo har en opadgående vækstkurve, og her et år efter tilblivelsen sidder der nu 34 medarbejdere på kontoret, der ligger på tredje sal i en ældre ejendom på Frederiksberg. Men pengene ruller ikke ind endnu, og Morten Strunge gætter på, at det heller ikke sker før om to år. Selv om Mofibo får omkring 1.000 nye brugere om måneden, er Morten Strunge tøvende med at poppe champagnen og kalde det en stor succes.

»Vi er ikke en succes, før vi har vist, at vi kan få fodfæste internationalt. Der er stadig meget at bevise. Men hvis vi bare skulle være en dansk virksomhed, ville vi betragte det som en succes nu,« siger han.

Morten Strunge har store planer, og ambitionen er intet andet end at være den bedste og største internationale spiller af sin art. Hvis alt går efter planen, skal Mofibo i fremtiden plante sit røde flag i nye internationale markeder. De er kun lige trådt ind på det svenske marked, men det stopper langtfra der, for netop nu er virksomheden i forhandlinger med 3-4 internationale markeder.

Hvilket land, der næste gang skal introduceres for Mofibo, afhænger af, hvor de først får rettighederne til de bøger, de skal repræsentere. Men planen er, at det næste e-bogseventyr skal sættes i værk inden for de næste seks måneder, og det vil sandsynligvis foregå på det engelske marked.

Selv om Morten Strunge nyder arbejdet med Mofibo, er han er også en ivrig iværksætter, og det er ikke til at vide, om det er på kontoret på Frederiksberg, han skal sidde som direktør resten af sine dage.

»Det vil da være naturligt, hvis der på et tidspunkt er en køber til en virksomhed som denne her, eller at vi bliver børsnoteret,« siger Morten Strunge.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.