DBA lukker tusindvis af firmaer ind til sine købeglade kunder
Med en ny platform får virksomheder direkte adgang til de 1,5 mio. købsparate brugere, der ellers handler mest med hinanden.
Onlinehandel er blevet en milliardforretning for både danske og udenlandske netbutikker, der kaprer stadig flere kunder fra de fysiske butikker.
Men den skærpede konkurrence fra store, pengestærke aktører som Asos, Zalando og Stylepit betyder også, at mindre onlinebutikker har sværere ved at tiltrække kunder til netop deres netbutik. Nu får de imidlertid en genvej til et millionstort publikum.
Danmarks største handelsplatform på nettet, DBA.dk, der er ejet af eBay, lancerer en ny platform, der giver virksomheder direkte adgang til sidens 1,5 mio. brugere.
Konkret går det ud på, at virksomheder kan få indrykket en bannerannonce på DBA.dk inden for de produktkategorier, der er relevante, og kun hvis en bruger klikker på annoncen, koster den noget. 20 øre pr. klik, lyder prisen.
På den måde slipper onlinebutikkerne for at købe sig fattige og frustrerede i dyre bannerannoncer uden effekt, mener Nikolaj Gjeding Larsen, direktør for DBA.dk.
»Vi ønsker at give onlinehandlen de bedste vilkår, og med denne nye platform får virksomhederne mulighed for at præsentere deres varer et bestemt sted hos nogen, der allerede er ved at handle,« siger han.
Han sammenligner det med en lille tøjbutik i en provinsby, der pludselig får lov til at åbne en butik i et kæmpe shoppingcenter og først skal betale husleje, når en kunde kommer ind i butikken.
»Det er et godt tilbud,« siger DBA-direktøren i bedste Lars Larsen-stil.
Men hvad får den almindelige DBA-bruger ud af den nye businessplatform, kunne man fristes til at spørge? Et større udvalg først og fremmest og ikke mindst et udvalg, man ikke finder hvor som helst, mener Nikolaj Gjeding Larsen.
»Vi ved, at DBA’s kunder tit leder efter lidt specielle og skæve varer med en personlighed. Det er derfor, at de handler på DBA.dk. Og mange gange har de mindre netbutikker netop sådanne varer, og dem vil vi gerne lægge frem for vores publikum,« siger han.
Hos Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), der repræsenterer de danske netbutikker, er direktør Annette Falberg positivt stemt over for den nye DBA-platform. Hun understreger, at de mindre netbutikker kan have svært ved at slå igennem, fordi det efterhånden kræver et meget stærkt brand eller en meget stor pengepung.
»At slå sig sammen på en side, hvor der allerede er hundredtusindvis af købsparate kunder, virker som en umanerligt god idé,« siger Annette Falberg.
Det samlede nethandel i Danmark ventes at overstige 70 mia. kr. i år, ifølge FDIH, og heraf ender de 23 mia. kr. i udlandet, fordi danskerne i stigende grad gør deres køb på udenlandske netbutikker.
Der er mange om buddet på nettet, og de store drenge bruger ustyrlige summer på markedsføring. Summer, som de mindre butikker kun kan drømme om at bruge.
»Når vi spørger webshops om deres største omkostninger, er det logistik efterfulgt af markedsføring. Det er rigtigt dyrt at ligge på side ét eller to på Google, som får nærmest al eksponeringen, så derfor er det vigtigt, at der kommer alternativer til Google – f.eks. som denne nye platform fra DBA,« siger Annette Falberg.
DBA-direktør Nikolaj Gjeding Larsen forsikrer, at annoncer fra private DBA-brugere ikke kommer til at drukne i mængden, når de tusinder af firmaer lukkes ind i hulen.
»Vi skal skabe en god balance og sikre, at brugtvaremarkedet ikke opsluges. Den nye platform skal være et positivt alternativ, og det styrer vi med hård hånd,« siger han.