Fortsæt til indhold

Industriens humør stadig i kælderen

Konjunkturbarometrene for industrien og servicebranchen viser stadig stor forskel på humøret i de to sektorer.

Erhverv

Konjunkturbarometrene peger samlet set mod et fald i økonomien i årets sidste tre måneder, vurderer Danske Bank.

Forskellen i tallene viser ifølge Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, hvordan væksten herhjemme drives af den indenlandske efterspørgsel, mens industrien, der er meget afhængig af eksporten, presses af afmatningen i Europa.

Selvom servicebranchen humør faldt en smule i november, så er branchen dog stadig Danmarks ubestridt mest optimistiske. Den sammensatte konjunkturindikator for serviceerhvervene faldt fra 9 i oktober til 5 i november, men har været stabil mellem 2 og 9 i de seneste 15 måneder.

Industriens humør er til gengæld stadig i kælderen. Barometret steg en smule fra minus 16 i oktober til minus 15 i november, men er stadig meget langt fra den opadgående tendens, der prægede 2013 og starten af 2014.

Byggebranchens humør steg en smule, men er i den pessimistiske ende af skalaen, mens barometret for detailhandlen faldt en smule, men er stadig i positivt territorium.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

»Selvom konjunkturbarometeret for industrien rettede sig lidt i november, er der fortsat tale om en meget kritisk situation i fremstillingssektoren,« siger Helge Pedersen.

Industrien lider i følge Helge Pedersen under konflikten mellem Rusland og Vesten over Ukraine, som har medført en tilsvarende svag udvikling på hovedmarkedet Tyskland. Dertil er der usikkerhed omkring situation i Mellemøsten, og generelt svære eksportvilkår som han mener, også kan spille ind på humøret.

Sammenvejer man de industri, service og byggeri til et fælles indeks for den aktuelle situation i dansk erhvervsliv, så peger i følge Danske Bank mod et fald i økonomien i årets sidste tre måneder.

Men så galt vil det i følge Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, nok næppe gå og tallene for industriens humør, vil nok snart rette sig i takt med, at den europæiske økonomi får det bedre.

»Efter vores vurdering afspejler den meget lave industritillid ikke de faktiske forhold i dansk industri. Der er intet ud over industritilliden, der tyder på, at dansk økonomi er på vej ind i en fornyet krise,« siger Steen Bocian.

Tallene er dog en lille bedring fra september hvor alle fire erhvervsbarometre faldt en smule.

Stemningen i industrien og byggeriet er dog stadig pessimistisk, mens detailhandlen og servicevirksomhederne stadig er optimistiske.

Det er femte måned i træk, at industriens humør er negativt, og starten på årets sidste kvartal blev dermed det værste for branchen siden efteråret 2009. Det er den længste periode siden finanskrisen med uafbrudt pessimisme.