Jesper Buch investerer i app der holder sælgere til ilden
Iværksætteren bag Just Eat kaster et ukendt beløb i dansk app-udvikler.
Just Eat-iværksætteren Jesper Buch kaster sin kærlighed og sine penge i en ny dansk app, som skal gøre det sjovt som en leg at være sælger.
Den nye app, der hedder Plecto, viser sælgernes navne og point på en skærm. Når en sælger gennemfører et salg, kommer der en sjov lyd, som man kender det fra computerspil, samtidig med at sælgerens salg bliver vist med point på skærmen.
Meningen er, at det bliver sjovt og motiverende at arbejde som sælger. Plecto blev lanceret i begyndelsen af året og bruges i dag af omkring 1.400 sælgere.
»Der er et åbenlyst behov for at holde sælgere til ilden, og jeg kan se et hul i markedet, som Plecto udfylder,« udtaler Jesper Buch i en pressemeddelelse.
Hverken Jesper Buch eller Plecto ønsker at oplyse, hvor meget han investerer i selskabet.
Jesper Buch er kendt af de fleste som manden bag portalen Just Eat, der gør det nemt at få bragt mad til døren.
Han solgte i 2011 Just Eat, gik pilgrimsruten El Camino i Spanien og bosatte sig siden hen i Mirabella i Sydspanien.
Når han indimellem giver lyd fra solskinskysten, bliver der lagt mærke til det. Udover Plecto har Jesper Buch bl.a. investeret i delebilsportalen Gomore og tøjportalen Fitbay.