Flere skal arbejde i julen
Mange danskere oplever, at jobbet æder sig ind på det allerhelligste.
Det skriver Avisen.dk.
Det viser en ny meningsmåling blandt 1.020 personer, som Wilke har foretaget for Avisen.dk.
Her svarer 26 procent, at de selv eller deres nærmeste i stigende grad skal arbejde juleaften eller nytårsaften.
Det er blandt andet tilfældet i hotel- og restaurationsbranchen.
- Der er flere mennesker, som dropper traditionerne og i stedet går ud og får en oplevelse på enten hotel eller restaurant. Og det betyder så også, at flere arbejdsgivere vælger at holde åbent, siger John Frederiksen, der er næstformand i fagforeningen 3F Privat, Service, Hotel og Restauration til Avisen.dk.
Helt unormalt er det dog ikke at skulle arbejde på juleaftensdag eller nytårsaftensdag. Ingen af dagene er nemlig officielle helligdage. Det vil sige, at hvis ikke andet er aftalt i arbejdspladsens overenskomst - hvis der er sådan en, svarer det til at arbejde på den tilsvarende ugedag, hvor julen eller nytåret falder.
For en del ansatte i Tivoli betyder det, at de skal arbejde til normal løn til jul og nytår, fordi forlystelsesparken for første gang i år holder åbent på de to særlige mærkedage.
- Det er ikke officielle helligdage, men man bør selvfølgelig få noget ekstra, hvis man skal arbejde på de her ubekvemme tidspunkter. Men generelt har vi nu en fornemmelse af, at de fleste arbejdsgivere respekterer det her pusterum, som gør os til mennesker frem for robotter, siger René Knudsen, der er formand for HK Service Hovedstaden til Avisen.dk.
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv bekræfter, at en del virksomheder holder åbent både juleaftensdag og nytårsaftensdage.
- Men de fleste steder finder man ud af at planlægge arbejdet uden konflikt. Der findes jo altså nogen mennesker, for hvem det er mindre generende at arbejde for eksempel juleaftensdag, og som hellere vil have den fridag på et andet tidspunkt. Men der er selvfølgelig altid nogen ønsker, som ikke kan imødekommes, siger HR-direktør Rikke B. Ørum til Avisen.dk.
Kilde: Avisen.dk