Strejker kan vente SAS efter Cimber-køb
SAS' udenlandske konkurrenter har været plaget af strejker. Med opkøbet af Cimber kan SAS risikere det samme.
Opkøbet af Cimber kan måske betyde sure medarbejdere og i værste fald strejker for SAS.
Udenlandske luftfartsgiganter har i år været plaget af flere strejker som følge af forsøg på at flytte produktion ud i lavprisregi og ændringer i ansættelsesvilkår.
»Spørgsmålet er, hvordan medarbejderne vil tage imod det. Vi har set strejker i Lufthansa og Air France i forlængelse af, at de har gjort samme manøvre. Det knytter der sig noget risiko til,« siger senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen.
Strejkerne har kostet de udenlandske luftfartselskaber dyrt.
»I dag løber SAS ikke rundt med en stor nettogæld, men det kan man hurtigt oparbejde, når man skal til at købe fly det næste år. Derfor vil det være en stor streg i regningen, hvis det betyder genindførsel af strejkekultur i SAS. Det kostede Air France omkring en halv mia. euro, da medarbejderne strejkede 2,5 uge,« siger Jacob Pedersen.
Derfor skal SAS det næste stykke tid ifølge senioranalytikeren finde en balancegang, så man undgår, at medarbejderne bliver så sure, at de begynder at strejke.
Andreas Krog, redaktør for luftfartsmediet Check-In.dk, siger, at det er svært at vurdere, hvordan medarbejderne tager imod opkøbet af Cimber. Dog siger han:
»Medarbejderne har faktisk vist større og større realitetssans og forståelse for, at nogle af de her ting gør ondt, men er nødvendige. De har vist, at de har forstået, hvad det er for en tid, vi lever i.«
Andreas Krog tilføjer, at medarbejderne bl.a. viste det i november 2012, da de accepterede nye løn- og arbejdsvilkår.
I en skriftlig kommentar til Ritzau siger Merete Scheel, formand for Cabin Attendans Union, som repræsenterer SAS' kabinepersonale:
»Nu afventer vi informationer om, hvad købet af Cimber kommer til at betyde for vores medlemmer, og hvilken konstruktion virksomheden kommer til at få. Men vi må gå ud fra, at SAS-produktion med udgangspunkt i København bliver med vores medlemmer på vores overenskomst.«
Jacob Pedersen påpeger, at opkøbet ikke gør SAS til et lavprisselskab som eksempelvis EasyJet, Norwegian og Ryanair.
»Det skal bare være med til at sikre, at SAS med sit mere sofistikerede produkt med højere frekvens, flere destinationer og store fleksibilitet også har mulighed for at tjene penge. Hvis SAS med sit aktuelle setup tror, at det kan blive et lavprisselskab, så tror jeg først, at det går en kritisk tid i møde,« siger han.