Ivrige bankfolk legede med ilden før fejlslagen Toys'R'Us-plan
En storstilet plan om en børsnotering blev aldrig til noget, men nu vanker der bøder.
Citigroup, Goldman Sachs og otte andre finansielle selskaber var lidt for ivrige efter at få del i børsnoteringen af legetøjsfirmaet Toys'R'Us. Bankerne har fået bøder på samlet 43,5 mio. dollar, godt 260 mio. kr., for at have tilbudt gunstige aktieanalyser og -anbefalinger i håb om at komme med på vognen. Det skriver Wall Street Journal.
Børsnoteringen af legetøjsfirmaet blev aldrig gennemført, men børsnoteringer er lukrative for bankerne, og de selskaber, der går på børsen, ønsker ofte at få analytikerne hos bankerne til at hjælpe med at drive kursen op efter børsintroduktionen med positive analyser og anbefalinger.
Ifølge de nuværende regler er det ikke tilladt for bankerne at lade analytikerne være en del af salgsprocessen op til børsnoteringen, eller at bruge skabeloner, der inkluderer bankernes syn på virksomhedernes udsigter, som det var tilfældet med Toys'R'Us.
Ifølge Financial Industry Regulatory Authority, FINRA, blev analytikerne hos de 10 firmaer en del af processen i 2010, da Toys'R'us som en del af forberedelserne interviewede forskellige investeringsbanker. Bankernes opførsel i processen skal have været ekstrem, og FINRA vil i fremtiden holde øje med lignende sager.
Interessen fra analytikerne er dokumenteret ved interne mails fra blandt andet Citigroup og Needham.
- Jeg ville kravle på knust glas for at få denne deal, skriver en analytiker fra Needham ifølge Wall Street Journal, og tilføjer i en anden mail, at hele livet handler om at posere for børsnoteringen af Toys'R'Us.
Ritzau Finans