FLS-direktør sætter fokus på vækst
Nye markeder, både geografisk og med hensyn til kundetyper, skal sammen med den ventede fremgang inden for især markedet for cementfabrikker blive virkeligheden for ingeniørkoncernen FLSmidths nye division, Product Companies.
Og derfor tør chefen for divisionen, koncerndirektør Bjarne Moltke, love, at de ni produktselskaber, der er samlet i divisionen, samlet set løfter sig fra stabil omsætning til omsætningsvækst allerede fra næste år.
- Vi laver en vækststrategi for hvert af selskaberne. Der er i fokus nu, siger divisionschefen i et interview med Ritzau Finans i forlængelse af FLSmidths kapitalmarkedsdag torsdag i Valby.
Her blev koncernens nye struktur præsenteret blandt andet med finansielle mål for de fire divisioner. Og for Product Companies er målet en omsætningsvækst på 5-10 pct. om året.
Stabilitet bedre end halvering
Det kan synes noget optimistisk, efter at omsætningen i de seneste tre måneder har ligget stabilt på 1,3-1,4 mia. kr., og set over en treårig periode ligger det omsætningsmæssige højdepunkt på 1,7 mia. kr. tilbage i fjerde kvartal 2012. Yderligere er ordreindtaget i tredje kvartal 2014 på 1,16 mia. kr. det ringeste i de seneste tre år, viser proforma-tallene fra FLSmidth.
- Men det er kriseår, og i modsætning til, hvad du kan se i Mineral-division, hvor omsætningen stort set er faldet til det halve, så er det her jo stort set fuldstændig stabilt, påpeger Bjarne Moltke og forudser, at nye markeder vil vise sig.
- Nogle af selskaberne, der ikke er globale nok, skal være mere globale. Andre har nogle fantastiske produkter, men der kan være industrier, som vi slet ikke har angrebet overhovet - for det har man ikke tænkt over, fordi de måske kun har tænkt i cement. Og så får vi også noget cross-selling, for vi har jo allerede sælgere ude i markedet. Så det er en væksthistorie, vi kommer med her, siger Bjarne Moltke.
Fra lokal til global
Nogle af FLS' produktselskaber er ifølge direktøren meget regionale eller i virkeligheden meget lokale. Det skyldes den måde, de er startet på.
- Det er måske et 25 år gammelt firma, som har haft nok at gøre i sit lokale marked. Men vi kan vise, at der er et kæmpe marked derude, og vi er vant til at være der, hvor det for dem måske er et eksportmarked.
Men mere gunstig udvikling i eksisterende markeder vil også hjælpe til.
- Der er en "upside". Specielt, når cementfabriks-markedet nu begynder at køre op igen. Og det samme kommer også for Minerals-markedet, vurderer Bjarne Moltke.
Set med FLSmidths øjne er markedet for cementfabrikker gennem det værste i konjunkturcyklen og koncernen venter nu vækst i det marked. For det andet hovedområde, det globale minemarked, er der endnu et stykke vej, inden det sivende marked vender.
Stabiliserende ben
Konjunkturudviklingen har særlig betydning for ingeniørkoncernens to store projektforretninger inden for cement og mineindustri, mens koncernens to andre ben, Customer Services og Product Companies skal være de stabiliserende faktorer.
- Vi er mere stabile og har højere marginer end FLSmidths traditionelle projektdivisioner. Så med den nye struktur har vi nu to projektdivisioner, som er mere volatile, og som har lavere marginer, og på den anden side har vi to mere stabile divisioner, nemlig Customer Services og Product Companies, som har et stort eftermarked og Customer Services-element i sig selv, og som har højere marginer, forklarer Bjarne Molkte, der selv har været med til at løfte omsætningen i Customer Services-divisionen fra 1 mia. kr. til 7,5-8,5 mia. kr. i sin tid som chef for den division.
På den måde kommer Produkt Companies til at bidrage til FLSmidths målsætning om at gøre de konjunkturudsving, koncernen oplever, fladere end de udsving, der hersker i såvel cement- som for mineindustrien.
- Produktselskaberne leverer ind til industrierne, uanset om der er højkonjunktur eller lavkonjunktur. For under lavkonjunktur siger kunderne: Vi har ikke råd til at bygge en ny fabrik, men vi vil gerne booste kapaciteten - eller måske overholde nye, skrappe miljøkrav, siger Bjarne Moltke.
Tredelt marked
Product Companies udvalg af produkter - blandt andet pumper, automatisering, pakkemaskiner, gear, luftteknologi - afsættes næsten ligeligt fordelt mellem cementindustrien, mineindustrien og en sammensat gruppe, som omtales som "beslægtede industrier". Og det sker oftest direkte til kunden og uafhængigt af FLSmidths store projektordrer.
- Jeg tror, at det er en overraskelse for mange, at 80 pct. at alt det, produktselskaberne laver i dag, det er uden for FLSmidth. Vi sælger selvfølgelig til FLSmidth, når FLSmidth for eksempel sælger en cementfabrik. Alt andet ville være dumt. Men så gør vi også det, at hvis FLSmidth ikke vinder den cementfabrik, så sælger vi alligevel produktet, fordi kunderne gerne vil have den pakkemaskine for eksempel. Vi er dem, der er længst fremme med at sælge til alle, noterer Bjarne Moltke.
- Så vi sælger altså til industrier, som FLSmidth traditionelt ikke er inde i, og vi sælger til alle kunderne - og også til konkurrenterne. Kineserne sælger vi også til. Hvis for eksempel Sinoma vinder ordren, så sælger vi også ind til Sinoma, siger Bjarne Moltke.
Ritzau Finans