- Opdateret 15/12/2014 kl. 08:01
Danske Bank nedskriver med 9 mia. kr.
Danske Bank forventer at foretage nedskrivning af goodwill på omkring 9 mia. kr. i forbindelse med aflæggelse af årsrapporten for 2014.
Danske Banks aktiviteter i Finland, Nordirland og Estland er mindre værd end hidtil antaget, og det betyder, at banken må nedskrive goodwill for 9 mia. kr.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.
Nedskrivningen sker som en konsekvens af ændrede makroøkonomiske forhold og i forlængelse af en dialog med bankernes vagthund, Finanstilsynet.
Det regnskabsmæssig træk betyder, at egenkapitalen, der pr. 30. september lød på 158,7 mia. kr., vil blive nedskrevet med samme beløb.
»Nedskrivningen af goodwill er af ren regnskabsteknisk karakter og påvirker ikke bankens strategi eller forretning, ligesom nedskrivningen heller ikke vil påvirke bankens regulatoriske kapital og likviditet,« siger økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen, Danske Bank.
Banken bekræfter samtidig, at den fastholder forventningerne til helårsresultatet for 2014 på 11,5-13,5 mia. kr., når man ellers ser bort fra den aktuelle milliardnedskrivning.
Den ventes heller ikke at få betydning for den planlagte udbyttebetaling på 40 pct. af årets resultat.
Danske Bank havde ved udgangen af tredje kvartal opgjort sin goodwill-værdi til 18,6 mia. kr.