Plettede lejesoldater skal beskytte vigtig olie
Sydsudans olieproduktion er truet. Professionel lejesoldat sættes ind i kampen om landets eneste indtægt.
Det krigshærgede Sydsudan har været presset af en markant tilbagegang i olieproduktionen samt de kraftigt faldende oliepriser. Og det gør ondt.
For landets eneste indtægtskilde er netop olien, skriver Bloomberg.
Derfor har den sydsudanske regering hyret amerikaneren Erik Prince til at hjælpe med at beskytte olieproduktionen.
Det er ikke en hr. hvem som helst. Erik Prince er tidligere chef for lejesoldatsselskabet Blackwater, som blev berygtet for sine beskyttelsesaktiviteter i Irak.
Sydsudans olieproduktion er faldet til 160.000 tønder dagligt, hvilket er en tredjedel af den tidligere produktion på knap 500.000 tønder.
Erik Prince står bag selskabet Frontier Services Group Ltd. (FSG), som får en betaling på 18,7 mio. dollar for sin assistance til Sydsudans ministerium for olie og transport.
Selskabets direktør, Greg Smith, udtaler til Bloomberg News, at aktiviteterne i Sydsudan ikke har noget med militæraktiviteter at gøre, men alene handler om olieservice. Han fastholder, at selskabet har og er leveringsdygtig i teknisk mandskab såsom piloter og ingeniører.
Erik Prince har stiftet selskabet Frontier Services Group, som er noteret på børsen i Hong Kong.
Sydsudans olieproduktion begyndte at dykke i december i 2013 på grund af kamphandlinger med organisation Sudan People’s Liberation Movement.
Kamphandlingerne har sendt næsten 2 mio. borgere på flugt, og titusinder af mennesker er dræbt, lyder det i meldinger fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon.
Oprørerne går efter olieaktiviteterne for at ramme regeringen på pengepungen.
Greg Smith fastholder, at FSG's medarbejdere er ubevæbnede, men nævner samtidig, at selskabet har haft diskussioner med de kinesiske olieoperatører om at finde en løsning på de problemer, der er opstået som følge af oprørernes angreb mod olieproduktionen. Der er dog tale om foreløbige drøftelser, og endnu ikke fundet en løsning.
Aktiefokus