Dansk bilforhandler slår pjalterne sammen med Opel
Andersen & Martini har indgået en joint venture-aftale med Opel Danmark og opretter derfor et nyt datterselskab, der skal varetage aktiviteterne under den nye aftale.
Med aftalen udskiller Andersen & Martini nemlig Opel fra de øvrige aktiviteter, som hører under datterselskabet Andersen & Martini Biler. Gennem et nyt datterselskab, Andersen & Martini Auto skal al salg og servicering af Opel nu foregå ifølge aftalen.
De resterende brands forbliver under førstnævnte datterselskab.
Opel Danmark bliver som del af aftalen medejer af Andersen & Martini med en aktiepost på 15 pct., mens Andersen & Martini lover at forhandle Opel-mærket i minimum sine tre nyoprettede butikker i Greve, Ballerup og Søborg, der er oprettet til netop det formål.
Aftalen indeholder en put-option på Opels ejerandel og en call-option på Andersen & Martinis aktier i Andersen & Martini Auto.
Joint venture-aftalen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, og hvis den ikke opnås, bortfalder aftalen, oplyser Andersen & Martini, der regner med at få en afgørelse i april eller maj 2015.
/ritzau/FINANS