Martin Thorborgs seks gode råd til dig med en iværksætter i maven
Læs Martin Thorborgs seks gode råd til, hvordan du springer ud i at starte din egen virksomhed.
Iværksætteren Martin Thorborg er uden tvivl mest kendt for at blive mangemillionær ved salget af søgemaskinen Jubii. Men faktisk startede han sin første virksomhed allerede i 1993. Siden da har han startet og været med i et hav af virksomheder både i Danmark og i udlandet.
I dag står han bl.a. bag hjemmesiden Amino, som er et online mødested for 100.000 iværksættere.
Ud fra både sine egne og andres dyrtkøbte erfaring giver han her seks gode råd til dig, der går og overvejer at blive iværksætter:
- Det kan godt være både og. Noget af det første, man skal gøre op med sig selv, er, at det ikke behøver ikke at være enten eller. Mange tænker: enten er jeg lønmodtager, eller også er jeg iværksætter. Det gør springet enormt stort, og for tryghedssøgende mennesker, som vi danskere er, bliver det for meget. Mit råd er derfor: lad være med at tænke det som enten eller. Det kan også være både og. Hvis man studerer eller har et job, så behold det og start med at lave noget i fritiden. Prøv det af i det små, find ud af om det bare er en modedille, og om man rent faktisk synes, det er sjovt.
- Start i dag. Der er mange, der udskyder at starte op som iværksætter, fordi det er et stort spring. De skal først have sparet flere penge sammen og taget en længere uddannelse, og så bliver det aldrig til noget. Hvis man gerne vil være selvstændig, så start i dag. Man kan f.eks. starte med et projekt, der er webbaseret, så man kan passet et job eller studie ved siden af.
- Vær ikke bange for at fejle. Man kommer til at fejle som iværksætter, det skal man leve med, for at have sin egen virksomhed er fejl på fejl. Sådan er det. Det er fejlene, man lærer mest af, og i min optik fejler man først rigtigt, når man ikke rejser sig op igen. Derfor skal man mentalt forberede sig på, at der kommer nogle skuffelser og nederlag.
- Risiker ikke mere, end nu kan tåle at miste. Hvis man starter blødt op, så er det ikke så meget at være bange for. Så lad være med at risikere mere, end man kan overskue at miste. Når jeg går i gang med et nyt projekt, så plejer jeg at sige: hvad er det værste, der kan ske? Så er det bare at kigge fremad, og gøre det så godt man kan.
- Følg din mavefornemmelse: Jeg tror, at min største fejl som iværksætter begik jeg på et relativt tidligt tidspunkt, da jeg lavede Danmarks første rigtige internetudbyder, cybernet.dk. Der kom nogle smarte forretningsfolk og ville købe en del af vores forretning. Jeg blev grådig og tænkte kun på økonomien og ikke med hjertet. Det betød, at jeg blev snydt, så vandet drev. Det har kostet mig både økonomisk og menneskeligt. Så lade ikke pengene tale alene.
- Gør det, du er bedst til. Der er mange ting, jeg ikke kan. Jeg er f.eks. ikke god til at sælge. Derfor vil jeg anbefale andre, at man går sammen med nogle mennesker, som er gode på nogle punkter, hvor man ikke selv er stærk. Hvis man i partnerskabet har forskellige kompetencer, er man også fri for at starte med at købe hjælp udefra.

