Lego-arvinger har ingen exit-plan i legepladsselskab
Mens PFA kun nåede at være storaktionær i legepladsproducenten Kompan i under et år, er Kirk Kapital, der har overtaget PFA's aktier, parat til at blive for evigt
Kirk Kapital, der er ejet at Lego-arvingerne fra Kirk Johansen-familien, har købt PFA's aktieport på 25 pct. af den store producent af udendørs legepladser Kompan. Mens PFA dermed kun nåede at sidde på posten i under et år er Kirk Kapital med på den lange bane. Det fortæller direktør for Kirk Kapital Bjarne Ammitzbøll.
Parterne har valgt ikke at oplyse prisen, men Kompan omsatte for 1,3 mia. kr. i 2013 med et driftsoverskud på 163 mio. kr.
»Vi har gode forventninger til selskabet, som er den førende aktør i et marked i vækst. Det ser vi frem til at deltage i,« siger Bjarne Ammitzbøll og fortsætter:
»Vi har ikke som sådan en investeringshorisont, og kunne som sådan blive i selskabet for evigt. Der adskiller vi os fra eksempelvis kapitalfonde. Vi har ikke en exit-plan, når vi går ind i et selskab og har kun ambitioner om at blive i Kompan.«
Tidligere i år fortalte Kompan, at man påregner fortsat vækst og havde både planer og kapital på plads til at vokse både organisk og uorganisk.
»Vi har et stort potentiale for vækst i hele verden. Selvom vi er stærkest i Europa, kan vi fortsat tage markedsandele her. Men det store potentiale ligger oversøisk – også langsigtet. Vi har stort fokus på ekspansion i Nordamerika og Asien,« sagde adm. direktør Connie Astrup-Larsen.
Kirk Kapitals strategi for investeringer er at tage større ejerposter i selskaber men ikke være majoritetsaktionær. Derfor passer overtagelsen af PFA's 25 pct. godt ind i forretningen. Ideen til investeringen er sket i dialog med majoritetsaktionær og bestyrelsesformand Christian Dyvig.
»Jeg kan ikke huske, præcist hvem der tog initiativet. Men vi har jo snakket med Christian Dyvig, og så er den opstået. Der var en villig køber og en villig sælger, og så er det gået op,« siger Bjarne Ammitzbøll.
Kirk Kapital vil med aktieposten få en bestyrelsespost i Kompan, men vil ikke derudover være en aktiv investor. Det er heller ikke et tema, at man skyder yderligere kapital i selskabet ifølge Bjarne Ammitzbøll.
Kirk Kapital er ejet af familien Kirk Johansen, der ved ved udgangen af 2013 havde en balance på 5,2 mia. kr. og en egenkapital på 4,2 mia. kr. Selskabets største forretninger er inden for shipping og luftfart, men har derudover "en bred portefølje" af noterede og unoterede aktier og ejendomme.

