Rabatsultne bilister kan få billige donuts bag rattet
I fremtiden er det ikke kun slingrende cyklister og modvillige medtrafikanter man skal holde øje med i trafikken.
Den amerikanske bilgigant General Motors vil nu tilbyde detailhandlere en ny og mere direkte måde at nå ud til kunderne på, når de sidder bag rattet.
Det skriver Wall Street Journal, som henviser til nyheden AtYourService, som netop er blevet præsenteret på forbrugerelektronikmessen i Las Vegas. Indtil videre har den amerikanske bilproducent underskrevet foreløbige aftaler med donutforhandleren Dunkin' Donuts og hotelreservationshjemmesiden Priceline.com.
General Motors var sidste år den første amerikanske bilproducent til at tilbyde en indbygget 4G-bredbåndsforbindelse i sine biler. Dermed har bilisterne højhastigheds Wi-Fi, mens de er på hjul.
Og nu kan de så få rabatter fra lokale forhandlere og foretage hotelreservationer på farten. Den nye service vil blive tilbudt via General Motors OnStar informationsnetværk.
Markedsføringschef for OnStars onlineinitiativ Rick Ruskin, fremfører, at den nye service bygger på 37 mio. interaktioner som OnStar rådgiver kunderne om hvert år, når de er på udkig efter en ruteplan.
Tiltaget er en del af et fremstød, der ifølge Wall Street Journal skal gøre bilerne til en ny markedsføringsplads.
Det har blandet andet fået bilproducenterne til at indgå partnerskaber med mobilapp-producenter og teknologiselskaber såsom Apple og Google.
General Motors, der er USA's største bilproducent, er ikke den eneste bilproducent, som er repræsenteret på messen i Las Vegas. Tyske Audi vil præsentere sin selvkørende bil for journalisterne. Her vil en selvkørende Audi A7 starte ved Stanford Universitetet i Silicon Valley for at køre til Las Vegas.
Aktiefokus