Fortsæt til indhold

Gjensidige køber Mondux Gruppen

Gjensidige Forsikring har købt forsikringsselskabet Mondux. Købesummen opgives ikke.

Erhverv
Ritzau Finans

- Opkøbet af Mondux tilfører os værdifuld kompetence på et attraktivt område, som er i vækst. Vi er specielt glade for at styrke vores position i autobranchen samt at få indsigt i markedet for produktforsikringer. Samtidig kan Mondux' forretning med Gjensidige i ryggen yde kunderne endnu bedre fordele fremover, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør i Nordic.

Mondux har 40 ansatte og selskabet har en god lønsomhed, og der er gode muligheder for synergier med Gjensidiges virksomhed, oplyses det. Mondux' virksomhed vil komme til at indgå i segment Nordic i Gjensidige, som ledes fra Danmark.

-Vi er hele tiden på udkig efter muligheder for lønsom vækst i Danmark, og vi er overbevist om, at denne handel vil styrke Gjensidige, siger Kim Rud-Petersen.

Ifølge Modux hjemmeside er 800.000 danskere forsikret via selskabet.

Den endelige overtagelse afventer godkendelse fra relevante myndigheder, hvilket ventes at ske inden udgangen af andet kvartal.

Gjensidige kom ind på det danske marked i 2006 gennem købet af Fair Forsikring og KommuneForsikring. Dengang var Gjensidiges markedsandel på 3 pct. I 2010 blev Nykredit Forsikring også en del af Gjensidige. Det køb har fordoblet markedsandelen for Gjensidige.

Artiklens emner
Gjensidige Forsikring