Fortsæt til indhold

Grønt lys til fusion af Meyer og Løgismose

Konkurrencemyndighederne har netop godkendt kapitalfonde IK Investment Partners opkøb og fusion af Løgismose og Claus Meyers forretninger.

Erhverv

De danske konkurrencemyndigheder har givet grønt lys til fusionen mellem Claus Meyers forretninger og fynske Løgismose.

Det sker i forlængelse af, at den London-baserede fond IK Investment Partners (IK), som Finans kunne afsløre, i slutningen af 2014 opkøbte de to gastronomiske flagskib med henblik på at fusionere de to forretninger.

»Ifølge det oplyste er der tale om en fusion omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1005 af 15. august 2013 om anmeldelse af fusioner. Idet fusionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke giver anledning til indsigelser, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt fusionen efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7,« skriver styrelsen i sin afgørelse.

Som tidligere beskrevet betaler IK omkring 800 mio. kr. for de to virksomheder, hvor aftalen samtidig indebærer, at både Meyer og Løgismose begge skal geninvestere 30 procent af de godt 400 mio. kr., de får udbetalt i forbindelse med opkøbet.

Af afgørelsen fra konkurrencemyndighederne fremgår det, at de to danske gastronomi-virksomheder vil blive ejet via selskabet L+M Aps, der i sidste ende er kontrolleret af IK-fonden IK VII Fund. Ligesom de øvrige fonde i kapitalfonden refererer det selskab direkte til fondens øverste selskab IK Invest B.V, der er stiftet i 2007 og har hjemme i Holland.

Netop IK Invest B.V ejer i forvejen et andet firma, der har beslægtede aktiviteter med Meyer og Løgismose, men det har ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ingen betydning for de to danske virksomheders markedsposition.

»Det eneste selskab kontrolleret af IK Fondene med aktiviteter relateret til de danske fødevaremarkeder er det franske selskab Solina, som fremstiller ingrediensbaserede løsninger til fødevareindustrien og foodservice,« skriver styrelsen og hæfter sig ved, at omsætningen i fusionen mellem Meyer og Løgismose ikke overstiger de godkendte grænser.

Artiklens emner
Løgismose Meyers
Claus Meyer