Fortsæt til indhold

Magisk iværksætter begejstret for valuta-uro

Smart værktøj skal hjælpe valutahandlere, så de ikke bliver fanget i følelsesspil.

Erhverv

Torsdagens uro på det finansielle marked skabt af udsving i schweizerfranc har både mange vindere og mange tabere.

Men kan man holde hovedet koldt, er der penge at tjene på den slags valuta-uro.

Sådan lyder det fra den danske startup Magick, som leverer en softwareplatform til valutaspekulanter.

Det handler nemlig i bund og grund om ikke at blive fanget i egne følelsers vold, lyder det fra virksomhedens administrerende direktør og medstifter, Mikael Breinholst, som har en baggrund som global produktchef i Saxo Bank.

»Vi fjerner den begejstring og frygt, som kommer med den slags kæmpe bevægelser i markedet, som vi oplever i dag. Lad os sige, man handler euro mod dollars. Den handel tog et enormt hop i dag. Når det sker, sidder man straks og tænker på, hvad man så skal gøre. Det hele sker så hurtigt, at man ikke kan nå at analysere de valg, man har at gøre med. Der kan vores online platform hjælpe,« siger han.

Ideen er, at man forudprogrammerer sin strategi, således at computeren selv reagerer på den måde, du ønsker. Derved kan du i ro og mag og med hovedet koldt tilrettelægge din strategi, i stedet for i følelsernes vold at gå i panik før lukketid.

Magicks software vandt i november titlen som mest lovende startup i it-virksomheden IBM's konkurrence SmartCamp Nordic 2014.

Men ikke nok med det.

Virksomheden gik videre i den europæiske konkurrence, hvor den vandt titlen som "peoples choice".

Årsagen? Produktet tilsvarer det, som de professionelle valutaspekulanter bruger, lyder det fra Mikael Breinholst.

»Historisk set er det kun hedgefonde og banker, som har haft midlerne til at købe denne type software. Dermed har teknologien været uden for rækkevidde for privatkunden, som måske har 50-100.000 kr. at handle med. Vi har taget et lige så godt system, som det de professionelle bruger, men pakket det ind i en skal, som private kan tilgå, og prissat det således at private kan være med,« siger han.

Og det er ikke kun de private investorer, som kan se fidusen ved Magick. Mikael Breinholst fortæller, at han "overraskende nok" er ved at lave en aftale med en broker. Årsagen er, at valuta-uroens tabere ofte skifter broker i følelsernes vold. Det vil brokerne gerne undgå, og derfor køber de Magick til deres kunder.

Mikael Breinholst forklarer dog, at virksomhedens målgruppe er private valutahandlere, som der ifølge Mikael Breinholst er overraskende mange af i Danmark.

»Det er et globalt marked. Et enormt stort marked,« siger han.