Fortsæt til indhold

Tiger henter ny direktør fra skønhedskæde

Direktøren for The Body Shop, Xavier Vidal, skal stå i spidsen for 411 Tiger-butikker.

Erhverv

Den danske butikskæde Tiger skifter ud på direktørposten, hvor Xavier Vidal, der kommer fra en stilling som administrerende direktør for den internationale skønhedskæde The Body Shop, nu skal stå i spidsen for 411 butikker verden over.

Den nu forhenværende direktør, Christian Mariager, har besluttet, at han vil hellere vil have en mere aktiv bestyrelseskarriere uden for Tiger.

Han er dog ikke helt færdig med at være en del af Tiger-butikkerne, da han i de kommende måneder vil støtte Tiger og den nye direktør, så man får et glidende direktørskifte.

»Det bliver spændende at arbejde sammen med Xavier Vidal, hvis personlighed og erfaring gør ham til et stærkt valg. Tiger fortsætter de seneste års ekspansion, salgsvækst og sideløbende styrkelse af organisationen,« siger Ole Andersen, bestyrelsesformand for Zebra A/S, der er moderselskab for Tiger.

I forhold til, at Tiger gerne vil ekspandere sine nu 411 butikker, har Xavier Vidal erfaring med.

The Body Shop har nemlig over 2.500 butikker i mere end 60 lande, hvor Tiger i dag er repræsenteret i 25 lande. De 124 af Tigers butikker åbnede man i 2014, hvor man også gik ind i fem nye lande.

Bestyrelsesformand for Zebra A/S, Ole Andersen, giver Christian Mariager en stor del af æren for, at det er lykkedes Tiger at vokse markant de seneste år.

»I denne forbindelse vil jeg gerne på vegne af bestyrelsen anerkende og takke Christian Mariager for sit store bidrag til Tigers succesfulde udvikling de seneste år og ønske ham fortsat succes i sin næste karriere,« siger Ole Andersen.

Xavier Vidal var fra 1999 til 2004 indkøbschef i den britiske supermarkedskæde Tesco, hvorefter han i knap fem år var forretningsenhedsdirektør hos en anden britisk supermarkedskæde Discover Sainsbury's.

Inden han i 2011 blev direktør for The Body Shop, var han i samme kæde i to år international marketingsdirektør.

Artiklens emner
The Body Shop
Tiger