Fortsæt til indhold

Tavs B&O-top er den største skuffelse

Efter dagens dystre kvartalsregnskab efterlyses nyt fra B&O-chef Tue Mantoni om, hvor B&O i bund og grund er på vej hen, og hvad investorerne kan forvente.

Erhverv

Selv om de røde tal blinker om kap i kvartalsregnskabet fra B&O giver det ikke nødvendigvis nye minuspoint i karakterbogen. Det gør til gengæld den larmende tavshed fra B&O-ledelsen.

Sådan lyder kritikken fra Per Hansen, investeringsøkonom i den svenske internetbank Nordnet.

»Det som kan ende med at gøre størst indtryk, kan være det, der ikke står noget om i meddelelsen: Hvordan og hvornår man skal vende udviklingen, og hvor attraktiv Bang & Olufsen er for en partner,« siger Per Hansen.

Han peger på, at det med ledelsen uventede regnskabsopdatering i dagene op til jul allerede stod klart for omverdenen, at regnskabet for 2. kvartal ikke ville blive nogen dans på roser.

I meddelelsen, som B&O-chef TUe Mantoni udsendte den 22. december, fremgår det imidlertid, at ledelsen vil iværksætte en gennemgang af B&O-forretningen for at finde årsagen til, at de økonomiske resultater langt fra lever op til forventningerne fra august.

»Bestyrelsen og direktionen vil iværksætte en analyse for at identificere strategiske og strukturelle muligheder for at øge omsætningen og yderligere reducere kompleksiteten,« lyder det i B&O-meddelelsen til fondsbørsen.

Det er i den sammenhæng, at Per Hansen fra Nordnet nu retter skytset mod B&O-ledelsen og topchef Tue Mantoni.

Regnskabet for 2. kvartal samler nemlig ikke op på meldingen om, at man nu vil kigge hele forretningsmodellen efter i sømmene.

Uden nyt om hvad der er i vente, efterlades investorerne nemlig kun med et eneste indtryk, lyder meldingen.

»Det skuffende indtryk fra nedjusteringen i december er det blivende indtryk,« siger Per Hansen.

B&O-aktien handles fra morgenstund til knap 33 kr. Da aktien toppede i foråret 2007, blev aktien handlet til prisen over 750 kr.

Artiklens emner
Bang & Olufsen