Råvaregigant skruer ned for oliejagten i USA
BHP Billiton, et af verdens største selskaber inden for råvarebranchen, skruer nu ned for sin oliejagt i USA, hvor selskabet ellers har investering tungt i søgen efter skiferolie.
Det sker som direkte svar på det store fald i olieprisen, der er dykket med mere end 60 pct. siden juni 2014.
- Inden for olie har vi rykket hurtigt som svar på de lavere priser, og vi vil reducere antallet af rigge, vi driver på land i USA, med omkring 40 pct. ved udgangen af regnskabsåret, skriver BHP Billiton i sit halvårsregnskab onsdag.
Og selv om australske BHP Billiton fortsætter med investeringer i skiferolie i Black Hawk-feltet i Texas, så vil selskabet konstant vurdere, om aktiviteterne skal udskydes.
- Deres planer om at skære ned i riggene i USA er en strømpil for, hvad der vil ske i oliemarkedet. På sigt vil vi se et fald i udbuddet fra amerikanske producenter som svar på faldet i olieprisen, udtaler Ric Spooner, chefstrateg hos CMC Markets, til Bloomberg News.
Bare i løbet af de seneste seks uger er der taget 209 rigge ud af drift i USA, det største fald siden Baker Hughes begyndte at lave opgørelser i 1987, rapporterer Bloomberg News endvidere.
I løbet af første regnskabshalvår, som svarer til anden halvdel af 2014, øgede BHP Billiton ellers olieproduktionen 9 pct. til 131 mio. tønder olie, eller 712.000 tønder olie per dag. Det kom ikke mindst på baggrund af en vækst på 71 pct. i onshoreproduktionen i USA til 24,4 mio. tønder olie.
Over hele 2014/15 regner BHP Billiton med at pumpe 255 mio. tønder olie op, en vækst på 5 pct. i forhold til regnskabsåret før.

