Fortsæt til indhold

Ny tjeneste skal hjælpe virksomheder med valutaudsving

GCU Reports vil give danske virksomheder, der eksporterer eller importerer, større sikkerhed.

Erhverv

Når en dansk virksomhed handler med en udenlandsk virksomhed, foregår det i en anden valuta end danske kroner.

Derfor kan en dansk virksomhed, der har aftalt en pris på en vare i dollars med en udenlandsk virksomhed, ende med at betale enten mere eller mindre for varen, i forhold til hvad de to parter aftalte, fordi valutaerne, siden handlen blev indgået, har ændret sig.

F.eks. er dollaren det seneste år steget mere end 24 pct. i forhold til den danske krone, og det giver usikkerhed, når danske virksomheder eksporterer varer og svækker deres konkurrencedygtighed, når de eksporterer var prissat i dollar.

Nu har GCU Reports lanceret et system, som nedbringer risikoen for, at priserne ændrer sig dramatisk fra indgåelse af en aftale til betalingsdagen.

»Ideen opstod, fordi jeg selv lavede en forretning, hvor det, vi skulle handle med, blev prissat i dollars. Der faldt dollaren meget voldsomt fra tidspunktet, da vi indgik aftalen til betalingsdatoen. Ham, der skulle modtage de her dollars, havde sin egen valuta, og dollaren blev mere værd i forhold til den, mens dollaren mistede værdi i forhold til kronen. Jeg fik derfor en kæmpe ulempe, og han fik en fordel. Det måtte der kunne laves om på, tænkte jeg,« siger Jesper Toft, stifter af GCU Reports.

GCU Reports går i al sin enkelthed ud på, at hvis sælgers valuta falder med 1 pct. i forhold til dollaren, og købers valuta stiger 2 pct., så er der samlet en gevinst på 1 pct., som de to parter deler.

På samme måde fungerer det, hvis der samlet er et tab på 1 pct.

Ifølge Jesper Toft og GCU Reports nedbringer systemet virksomhedernes valutarisiko med 33 pct. Det vigtige er dog, at aftalen om at dele valutagevinster og -tab indgås, inden man begynder at handle, siger Jesper Toft.

»Vores program er et stabiliseringsværktøj, som nedbringer de udsving, der er, når man handler i fremmed valuta. Det giver en sikkerhed og tryghed for både køber og sælger, at man aftaler, at man deler de udsving,« siger Jesper Toft.

Martin Plambek, der er partner i GCU Reports, fortæller, at systemet kan regne med 126 forskellige valutaer og er tilgængeligt på 17 forskellige sprog.

Det koster et fast gebyr om året at bruge GCU Reports system, men man kan indtaste oplysninger fra tidligere handler ind på firmaets hjemmeside og tjekke, hvorvidt man ville have tabt færre penge, hvis man brugte systemet.

»Vi får ikke adgang til vores kunders bankkonti. De skal selv logge ind via vores system og indtaste oplysningerne. Så udregner vi, hvad differencen er, og hvad den endelige pris er,« siger Martin Plambek.

GCU Reports tager et fast årligt gebyr for at yde servicen til firmaerne, og Martin Plambek fortæller, at prisen er på nogle tusinde kroner.

Han vil ikke ud med et præcist mål for, hvad man håber at opnå det første halve år, men det handler om at komme ud over stepperne.

»Lige nu skal vi bare have programmet ud til så mange, som det overhovedet er muligt. Det er vores opfattelse, at virksomhederne vil tage godt i mod det, og at det er noget, som de føler, der kan gøre en forskel for dem,« siger Martin Plambek.