Fortsæt til indhold

Apples omsætning eksploderer - største overskud i historien

Salget af iPhones blev endnu bedre end selv optimistiske analytikere forventede, så Apple har slået alle rekorder i seneste kvartal: 75 mia. dollars i omsætning, og et overskud på 18 mia. dollars.

Erhverv

Det blev som ventet et bedre resultat end nogensinde før fra Apple, da regnskabstallene for sidste kvartal af 2014 – i Apples regnskabsår hedder det Q1 2015 – blev præsenteret tirsdag nat.

Og det endte som en sand magtdemonstration i en ellers generelt skrantende branche, da Apple overraskede analytikerne ved at ramme over de fleste estimater. Hvor analytikerne havde skudt på mellem 65 og 70 milliarder dollars i omsætning i de tre sidste måneder af 2014, nåede Apple op på hele 74,6 mia. dollars (470 milliarder kroner). Det var en stigning på 30 pct. i forhold til samme kvartal året før.

Af de mange milliarder stod Apple tilbage med 18 mia. dollars (113 mia. kr.), da alle regninger var betalt, hvilket også var rekord. Et år tidligere var overskuddet ’kun’ på 13,1 mia. dollars.

Den helt store succes for Apple var som forudset de to nye iPhones med større skærme end tidligere. Der blev samlet solgt 74,5 millioner iPhones i seneste kvartal, en stigning på 46 pct. Dermed udgjorde salget af iPhones ikke mindre end 68 pct. af Apples omsætning.

Apples topchef Tim Cook forklarede i sin webkonference med investorer og presse, at kundernes lyst til den store iPhone 6 Plus, der er 100 dollars dyrere end den normale iPhone 6, samt efterspørgslen på telefoner med høj lagerkapacitet, fik drevet den gennemsnitlige salgspris op på 687 dollars pr. telefon, en stigning på 50 dollars.

Problembarnet hos Apple hedder lige nu iPad, for her faldt den samlede omsætning med 22 pct. i forhold til året før. Ifølge Tim Cook handlede det ikke om, at markedet nu er mættet, for Apple solgte stadig mange iPads til førstegangs-købere, især i Kina, hvor 70 pct. af iPad-kunderne er nye i Apple-sammenhæng. Men de større telefoner kunne kannibalisere på salget af iPads, medgav han.

Apple kunne omvendt glæde sig over, at salget af Mac-computere stadig stiger, selvom salget af pc’er generelt falder på verdensplan. Der blev langet 14 pct. flere Macs over disken end året før.

Geografisk set stod Kina for den mest eksplosive vækst. Her solgte Apple for 70 pct. mere end året før, nemlig 16 mia. dollars, eller omkring en femtedel af Apples globale omsætning.

Artiklens emner
Apple