Fortsæt til indhold

Småkagekæmper går i kopikrig

Selskab med kontor i Hellerup anklages for snyd af småkageproducenten Kelsen.

Erhverv
Finans

Den danske småkageproducent Kelsen lægger nu sag an mod den indonesiske milliardkoncern Mayora. Kelsen mener, at indoneserne, der sælger småkager i Kina under navnet Danisa, benytter sig af falsk markedsføring og vildleder de kinesiske forbrugere. Det skriver Børsen.

Mayora, der omsætter for mere end 10 mia. kr. i Kina, giver indtryk af, at deres produkter er produceret i Danmark, mener Kelsen. På Mayoras kagedåser står der både "Danish Speciality Foods", "Copenhagen Denmark" og "Original Danish Recipe", ligesom en kongekrone pryder emballagen.

»Vi anså dem i starten som en kopist, ligesom alle andre, men de har nogle markedsføringsbudgetter, der betyder, at de vokser markant og skader vores salg,« siger adm. direktør i Kelsen, Brian Rønsholdt.

Kelsen blev i 2013 købt af den amerikanske fødevarekoncern Campbell Soup Company og har derfor masser af ressourcer til et retsligt opgør i Kina.

Mayoras datterselskab, Danish Speciality Foods, har postadresse i Hellerup, men der bliver ikke produceret en krumme i Danmark.

Selskabets adm. direktør, Erik Bresling, siger til Børsen:

»Vi ejer varemærket Danisa, der så bliver produceret i Indonesien. Om det er vildledende må reglerne i Kina jo afgøre. Men sådan har vi altså gjort det i mere end 20 år,« forklarer han.

Artiklens emner
Kelsen