Velux-ejer køber solfirma fra Ærø
VKR Holding køber producenten af solvarmeanlæg Sunmark Solutions og fusionerer selskabet med Arcon Solar. Vi bliver verdens største, siger direktør.
VKR køber Sunmark Solutions, der laver solvarmeanlæg, i en handel til ukendt pris. Det skriver dagbladet Børsen.
Sunmark Solutions bliver fusioneret med konkurrenten Arcon Solar, som allerede i dag er ejet af VKR Holding. Fusionen sker under navnet Arcon-Sunmark.
»Inden for storskala-solvarme bliver vi verdens største. Ingen har lavet så meget storskala-solvarme, som Arcon Solar og Sunmark Solutions har gjort hver især og sammen,« siger adm. direktør i Arcon Solar, Søren Elisiussen, som også bliver adm. direktør i det nye selskab, til Børsen.
Arcon Solar har 75 medarbejdere og hovedkvarter i Skørping. Sunmark Solutions har hovedsæde i Marstal på Ærø og en fabrik i Vietnam. Virksomheden har 61 medarbejdere.
»Fabrikken i Skørping skal understøtte væksten i Europa, herunder Danmark, mens fabrikken i Vietnam skal understøtte den internationale vækst. Det komplementerer hinanden helt perfekt ud fra logistik og fragtomkostninger,« siger Torben Sørensen, koncerndirektør i VKR Holding og bestyrelsesformand i det nye selskab, til Børsen.
VKR Holding er et holding- og investeringsselskab, der ejer selskaber med samlet set flere end 14.000 ansatte. Investeringerne falder inden for forretningsområderne vinduer, solenergi, ventilation og indeklima.
VKR Holding er ejet af Villum Fonden og familien Kann Rasmussen.


