Investorer: Det vilde Vestas er fortid
Vestas er i dag en markant anderledes virksomhed, end da Anders Runevad overtog roret i 2013.
Der er siden blevet outsourcet, solgt fra og unødvendige omkostninger er barberet væk. Således er Vestas ikke længere en risikabel aktie, lyder meldingen fra investorer og eksperter.
Det skriver Børsen.
- Vestas er gået fra en virkelig højrisikoaktie til en mere almindelig, stabil aktie, og derfor kan man regne med markant lavere kursudsving end tidligere, siger Jesper Langmack, Vestas-aktionær og investeringsdirektør i PFA Pension, til Børsen.
Udviklingen i Vestas medfører ifølge analytikere, at Vestas i dag blot behøver at modtage ordrer for mellem 3.500 og 4.000 MW for at skabe et nulresultat. For to år siden var det tal 6.000 MW.
- Det gør, at Vestas bør være i stand til at levere et nul på driften, selv hvis de kun leverer 3500 MW nye ordrer. Det kommer selskabet til at ligge langt over i både 2014, 2015 og 2016, spår Daniel Patterson, der er porteføljemanager i Danske Invest over for Børsen.
Daniel Patterson vurderer endvidere, at den store omstrukturering og effektivisering i Vestas endnu ikke er fuldt ud indpriset i Vestas-kursen, da aktien fortsat bliver opfattet som en højrisikoaktie.
Siden Anders Runevad tiltrådte som topchef i Vestas i 2013, er aktien steget med 159 pct., og lukkede onsdag i kurs 273,5.

