FIH-direktør: Minusrenter skal sende kunderne ud af butikken
FIH Erhvervsbank indfører fra marts negative renter på bankens dag-til-dato, og det har som formål, at kunderne flytter deres penge til en anden bank.
Det fortæller Palle Nordahl, der er finansdirektør i FIH Erhvervsbank, direkte adspurgt om, hvorfor banken har besluttet at lade deres kunder betale en halv procent for at have penge stående.
FIH Erhvervsbank er i øjeblikket ved at afvikle sine aktiviteter og de negative renter skal derfor ses som en del af den proces, fortæller Palle Nordahl.
Indfører i minusrenter for at få kunderne ud af butikken?
- Kald det hvad du vil. Vi skal ikke reducere på udlånssiden, uden at vi samtidig reducerer vores indlånsside, og der er det her en måde at sikre, at der er penge i begge sider af balancen, siger Palle Nordahl til Ritzau Finans.
Så den effekt, I venter, er vel, at kunderne skifter andre steder hen, fordi de kan få et bedre produkt?
- Ja, det er korrekt, siger han.
Ifølge Palle Nordahl vil de negative renter påvirke omkring 25.000 kunder, hvor mange dog ikke har penge stående på deres konti.

