Fortsæt til indhold

Optimismen er dalet hos danske iværksættere

Danske iværksættere er mere pessimistiske omkring vækstforventninger, end de har været i over 12 år. Det viser ny international undersøgelse.

Erhverv

Danske iværksætteres vækstforventninger er de laveste i over 12 år.

Kun lidt over en femtedel, 21,8 pct., af danske iværksættere forventer at ansætte fem personer eller flere i de kommende fem år. Det er det laveste tal siden 2002.

Det viser en ny international undersøgelse foretaget af det internationale konsortium Global Entrepreneurship Monitors, der har dækket knap 100 lande.

Og svarene fra de knap 2.000 danske iværksættere er ikke positive. På blot to år er de danske iværksætteres forventninger om vækst faldet fra 32 pct. til 21,8 pct. Faktisk skal man helt tilbage til perioden 2007 til 2008 for at finde et tilsvarende fald.

Det er bekymrende, mener Dansk Industris iværksætterkonsulent, Alexander Ulrich.

»Vi har en økonomisk situation, som trods alt går bedre, men stadigvæk kan iværksættere ikke se deres virksomhed vokse ligeså meget som tidligere år. I øjeblikket er der en skarpere og skarpere konkurrence om de kloge hoveder. Særligt nystartede virksomheder føler stor konkurrence fra de større virksomheder om de bedste medarbejdere. Hvis man som iværksætter ikke kan se en mulighed for at tiltrække de bedste medarbejdere, så bliver forventningerne lavere,« siger han.

Den faldende optimisme kommer bag på Iværksætterforeningens formand Christian Walther Øyrabø, der fornemmer fremgang i iværksættermiljøerne.

»Jeg plejer ikke at lade mig forføre af overdreven optimisme, men jeg troede, at kurven var vendt. Det er jeg meget skuffet over, at den ikke er,« siger han.

Han påpeger, at opstartskapital - eller mangel på samme - er den største hindring for optimisme. Kapitalen skal komme fra private investorer og ikke fra offentlige puljer, for investeringerne skal være forbundet med en vis risiko, for at det rykker, lyder det.

Jeg plejer ikke at lade mig forføre af overdreven optimisme, men jeg troede, at kurven var vendt.
Christian Walther Øyrabø, Iværksætterforeningens formand

»Der gælder kun én ting, som står på side et i investeringshåndbogen: Investeringer fungerer bedst, hvis de involverede parter har hånden på kogepladen, og det har man ikke, hvis sidder i Vækstfonden eller i et innovationsmiljø,« siger Christian Walther Øyrabø, der håber, at der snart er nogle, der "vågner op rundt omkring i hjørnerne".

»Det må alt andet lige gå op for folk, at hvis man er kommet ud af finanskrisen og er mere pessimistiske omkring jobskabelse i en periode, hvor det burde gå bedre, så må vi have et kæmpe problem,« siger han.

Derfor er der ifølge Dansk Industri brug for nye løsninger, hvis kurven skal knækkes. Et af forslagene er beskatningen af medarbejderaktier, som ikke skal ske ved udstedelsen, men først når aktien realiseres.

»Dermed kan man som mindre virksomhed tilbyde gode medarbejder et medejerskab og derved et potentielt upside ved salg. Det ville gøre det mere attraktivt at arbejde i en nystartet virksomhed,« siger Alexander Ulrich, hvis forslag bakkes op af Iværksætterforeningen.

»Modellen bruges meget i udlandet, men den er ramponeret i Danmark, fordi vi udløser skat på det forkerte tidspunkt,« siger Christian Walther Øyrabø.