»Det er høg over høg. Alle slagter jo hinanden. Alle går efter den samme kurv«
Det kan mærkes i omsætningen hos købmand Freddy Nielsen i Esbjerg, hver eneste gang en ny butik åbner. Ikke bare Bilka.
Freddy Nielsen har i 32 år haft sin købmandsbutik i Esbjerg. Den hører under kæden af små dagligvarebutikker, der hedder Min Købmand, men bliver af de fleste esbjergensere bare kaldt for Søstjernen. Det hed den, allerede før Freddy Nielsen overtog den, og det hedder den stadig.
For den findes skam, holder åbent hver dag og klarer sig fint, hvis man spørger ham. Men det kunne da mærkes, da Bilka slog dørene op i Esbjerg, noterer han sig. Ligesom det stadig kan mærkes i omsætningen, hver gang en discountkæde åbner en butik i byen.
Jo mere folk lægger i deres kurve, når de er i discountbutikkerne, des mindre kommer der i vores.Freddy Nielsen, købmand i Esbjerg
»Det er høg over høg. Alle slagter jo hinanden. Alle går efter den samme kurv. Det er jo ikke bare Bilka og Kvickly. Det er også den nære konkurrence fra discountsektoren, vi mærker på omsætningen. For jo mere folk lægger i deres kurve, når de er i discountbutikkerne, des mindre kommer der i vores,« fortæller han.
Med Venstres udspil om at lempe planloven, så kommunerne selv bestemmer, hvor storcentrene skal placeres, spår politikere, detailkæder og eksperter, at det blandt andet er købmænd som Freddy Nielsen, der må betale prisen.
»Hvis man lemper planloven på den her måde, så støvsuger man byernes byliv og landdistrikterne omkring byerne,« lyder det fra John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd.
Han mener, at en lempelse af planloven er ødelæggende - »ikke bare på længere sigt, men også her og nu, hvor alene forslaget sætter moderniseringer i stå.«
I marts opfordrede De Samvirkende Købmænd sammen med 48 interesseorganisationer regeringen til at lade planloven se ud, som den ser ud nu. For med nye storcentre, som Bilka vil have, skriver John Wagner, kan mellem 3 til 5 mia. kr. i omsætning blive flyttet fra butikslivet i landdistrikterne til storcentrene i stedet.
»Den omsætning, der kommer i et nyt storcenter, kommer fra allerede eksisterende butikker, og butikslivet er allerede i dag præget af, at vi har haft en kraftig afmatning siden 2008. Det lyder mærkværdigt at sige, at vi nu kan tillade storcentre uden negative konsekvenser, når vi allerede ved, hvor svært en stor del af detailhandlen har det, og at det ikke bliver lettere at have en fysisk butik i de kommende år,« siger John Wagner til Finans Live.
Freddy Nielsens købmandsforretning overlever, fordi kunderne kender den - og fordi Freddy Nielsen kender kunderne, fortæller han. Lå butikken uden for Esbjerg i en mindre by, er han ikke sikker på, det ville gå ham lige så godt.
Den stigende nethandel presser butikkerne, og det har Freddy Nielsen forsøgt at komme til livs ved at tilbyde sine kunder vareudlevering inden for nærmområdet. Virksomheder og private kan bestille hans varer, og så kommer han med dem hurtigere, end nogen nethandel ville kunne. Det er blandt andet byens svagtgående ældre mennesker glade for.
Hver uge sætter Freddy Nielsen reklamer for vareudleveringen i lokalaviserne, for han er klar over, at må lade folk vide, at han tilbyder noget, Bilka og discountbutikkerne ikke har.
»Hvis ikke vi gør noget selv, så dør vi i hvert fald,« siger han.

