Pandora til Kasi-Jesper: Vores aftale er 0 kr. værd
Smykkeselskabet fastholder, at Jesper "Kasi" Nielsens earnout-aftale er værdiløs.
Det trækker op til et retsligt efterspil mellem det danske smykkeselskab Pandora og den danske smykkemand Jesper Nielsen.
I hvert fald fastholder Pandora i sit årsregnskab for 2014, at den earnout-aftale, som Jesper Nielsen indgik med Pandora, da han solgte sine rettigheder til at sælge selskabets smykker, ikke er noget værd.
Det samme var tilfældet i 2013-regnskabet, og det står i skærende kontrast til den opfattelse, som Jesper Nielsen har af aftalen, der i hans optik er et trecifret millionbeløb værd.
Aftalen mellem Pandora og Jesper Nielsen blev til i forbindelse med Pandoras børsnotering i 2010.
Gennem selskabet Kasi Aps havde Jesper Nielsen rettighederne til at sælge Pandora-smykker på blandt andet det store tyske marked. De rettigheder købte Pandora dog for 385 mio. kr. plus en earnout-aftale, altså en ekstra betaling, som skulle komme til udbetaling i 2015 afhængig af Pandoras indtjening på de centraleuropæiske markeder, der var placeret i selskabet Pandora Jewelry Central Western Europe.
Men parterne har langt fra været enige om værdien af aftalen, der er baseret på, hvordan Jesper Nielsens tidligere butikker og distributører klarerede sig indtil udgangen af 2014.
Mens Pandora længe har bogført værdien af Jesper Nielsens tilgodehavende til 0 kr., så opskrev den danske smykkemand selv værdien med knap 100 mio. kr. i sit seneste regnskab, hvoraf det fremgik, at han forventer at få udbetalt 753 mio. kr.
Oprindeligt lød det kontante afkast af earnout-aftalen på 518 mio. kr.
Det hele skal ses i lyset af, at Pandora Jewelry Central Western Europe i sit seneste regnskab for 2013 viste et underskud på 233 mio. kr. før finansielle poster.
Så sent som i efteråret blev en anden strid mellem parterne afgjort ved en voldgift, hvor det blev slået fast, at Jesper Nielsen kunne fortsætte som direktør for sit nye smykkeselskab, Endless Jewelry.
Nu trækker det altså op til endnu et slagsmål.
Jesper Nielsen har ikke ønsket at udtale sig til Finans, men til TV2 siger han dog:
»Dette kommer ikke bag på mig, med den adfærd vi har oplevet fra Pandoras side de sidste år. Vi forlod Pandora CWE med det største overskud i selskabets historie, men jeg kan se, man med en totalomsætning på 11 mia. kr. og en Ebitda på 39 pct. på koncernniveau har formået at skabe et rundt nul i de fem markeder, der er relevante for os. I markeder med en omsætning i 2014 på ca 1,6 mia. kr.«
Tal for Pandoras regnskab for fjerde kvartal:
| Mio. kr. | 4. kvartal 2014 | 4. kvartal 2013 | Hele 2013 |
|---|---|---|---|
| Omsætning | 3.961 | 2.822 | 9.010 |
| EBITDA | 1.444 | 946 | 2.881 |
| EBITDA-margin (pct.) | 36,5 | 33,7 | 32,0 |
| EBIT | 1.381 | 891 | 2.681 |
| Resultat før skat | 1.259 | 914 | 2.742 |
| Nettoresultat | 1.007 | 739 | 2.220 |

