Fortsæt til indhold

Stewardesser trækker forhandlinger med SAS-ledelse ud

Ledelsen i SAS har ikke formået at nå til enighed med selskabets stewardesser i forhandlinger omkring en overflytning af en del af de ansatte til Cimber under andre overenskomster.

Erhverv
Ritzau Finans

Det skriver Berlingske Business.

- Siden sidste uge har forhandlingerne være indstillet, fordi parterne ikke kan blive enige. Det er vigtigt at understrege, at forhandlinger ikke er brudt sammen, men er sat på pause, lyder fra en centralt placeret kilde over for Berlingske.

Planen om at overføre 257 ansatte, hvoraf 150 er stewardesser, til datterselskabet Cimber blev igangsat efter offentliggørelsen af selskabets årsregnskab i december, der fastslog nødvendigheden af at spare 1,6 mia. kr. frem mod 2017.

Hos Cimber vil de ansatte til at starte med beholde overenskomsten fra SAS, men vil på sigt tvinges til at acceptere ringere arbejdsvilkår i form af blandt andet andre arbejdstidsregler og færre løntrin. Særligt stewardesserne er modvillige over for flytningen.

SAS' topchef, Rickard Gustafson, er fortrøstningsfuld, men understreger nødvendigheden af at nå en aftale for at sikre selskabets konkurrencedygtighed.

- Jeg er overbevist om, at det ender med en god løsning, vurderer Gustafson over for Berlingske.

Artiklens emner
Cimber
SAS