Fortsæt til indhold

Gældsplagede landbrug udnytter lave renter

De aktuelle, lave renter får danske realkreditinstitutter til at omlægge hårdt pressede landmænds gæld fra F1-lån over til længere lån med mindre risiko.

Erhverv
Ritzau Finans

Det skriver Børsen.

- Den aktuelle rente er jo markant lavere end tidligere, og det er netop en oplagt mulighed at lægge hele eller dele af sin finansiering om til eksempelvis 30-årige lån. Det kan mange godt betale, vurderer Poul Erik Jørgensen, der er vicedirektør i Nykredit, over for Børsen.

Tidligere lå næsten 90 pct. af landmændenes gæld i F1-lån hos DLR Kredit, der sammen med Nykredit dækker to tredjedele af markedet. I dag er det kun omkring 50 pct. af gælden, der ligger i F1 hos DLR, et tal instituttet yderligere ønsker halveret det kommende år.

Omlægningen af realkreditbelåningen til fast rente hen over længere tid sikrer mod rentestigninger og reducerer restgæld, til når renten stiger igen. Samlet set skylder landbruget 350 mia. kr. væk, hvoraf 270 mia. er til kreditforeningerne.