Lego sænker udbyttet til familien
Lego-familien kan se frem til et lidt mindre udbytte end sidste år. De fem mia. kr. for 2013 er sænket til 4,5 mia. kr.
Ejerne af Lego har besluttet ikke at lade 2014-overskuddet afføde et højere udbytte til familien. Der er lagt op til, at udbyttet sænkes fra de fem mia. kr. der blev delt ud for 2013, til 4,5 mia. kr.
De fleste af pengene bliver sendt til familiens pengetank, som er ejet af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard.
De fire ejer nogenlunde en fjerdedel hver af pengetanken Kirkbi, som ejer 75 pct. af legetøjskoncernen. De sidste 25 pct. af Lego ejer Legofonden.
Ved seneste ændring i vedtægterne af Kirkbi er det dog fortsat Kjeld Kirk Kristiansen, der sidder på kontrollen med 2/3 af stemmerne i selskabet.
Udover udbyttebetalingen kan familien lægge de penge, som Lego betaler for at bruge varemærket Lego. Det koster hvert år et honorar til familiens investeringsselskab Kirkbi. Honoraret afhænger af mærkets værdi og dermed også af, hvad Lego tjener af penge. Sidste år skulle Lego betale familien 920 mio. kr. I år må de bøde 1.036 mio. kr.
Dertil kommer afkastet af formuen i Kirkbi. Den er på omkring 50 mia. kr. og kastede i 2013 7,6 mia. kr. af sig.

