Fortsæt til indhold

Sådan vil American Express vinde kampen om de rigeste

Nye fordele ved guldkortet skal bane vejen for American Express, der er presset af konkurrenter.

Erhverv
Aktiefokus

Den amerikanske kreditkortgigant American Express har som følge af hård konkurrence om de velhavende kunder forsødet sine tilbud og føjet ekstra fordele til sine førsteklasses guldkort, mens det også har øget gebyrerne.

Det skriver Bloomberg News, der pointerer, at American Express kæmper mod rivaler såsom JPMorgan og Barclays, der lokker med flere fordele og lavere gebyrer.

American Express vil nu tildele dobbeltpoint når kortet bruges på amerikanske restauranter og samtidig tilføjes en personlige rejseservice og 100 dollar i kredit til at dække ekstraudgifter i forbindelse med flyrejser til eksempelvis bagageomkostninger. Indehavere af guld- og førsteklasses guldkort vil heller ikke længere skulle betale gebyrer ved udenlandske transaktioner.

American Express-aktien er faldet med 11 pct. i år, efter at selskabet har afsluttet et eksklusivt amerikansk samarbejde med supermarkedskæden Costco Wholesale, hvilket var en aftale, som genererede 20 pct. af bankens udlån og 8 pct. af forbruget. Sidste år havde 59 pct. af de velhavende husstande et American Express-kort, hvilket var uændret i forhold til 2012. Til sammenligning havde Chase-kortet fra JPMorgan Chase en fremgang til 58 pct. af de velhavende husstande fra 52 pct.

American Express årlige gebyr er på 450 dollar sammenlignet med 395 dollar for JPMorgan Chases Ritz-Carlton Visa og United MilagePlus Club-kortet. Barclaycard koster kun et gebyr på 89 dollar om året. Kreditkortselskabet blev grundlagt i 1850 og er en af de 30 medlemmer af Dow Jones Industrial Average-indekset.

Artiklens emner
American Express