Fortsæt til indhold

Røggigant sagsøger revisor i opgør om tilsvinet flod

Tobakskæmpen British American Tobacco er gået i flæsket på sin revisor PwC. De slås om regningen for en stor forurening.

Erhverv

Man skulle mene, at tobaksfirmaer generelt er erstatningsansvarlige for mere forurening end revisorbranchen. Måske ikke alligevel.

BAT - British American Tobacco - er i første omgang blevet enig med revisionskoncernen PwC om, at de to skal afslutte deres mangeårige makkerskab. Dernæst har BAT smidt et erstatningskrav i hovedet på PwC, fordi BAT mener, de risikerer at blive ladt tilbage med en alt for stor regning for oprydningen efter en temmelig forurenet flod, floden Fox i Wisconsin.

BAT havde oprindeligt indgået en aftale med papirproducenten Windward tilbage i 1990, hvor de blev enige om at splejse om at rydde op efter at have svinet floden urimeligt meget til med deres produktionsanlæg. Men undervejs havde Windward store problemer med at betale sin del af oprydningen, fordi Windward samtidig - med PwCs velsignelse - havde udbetalt 810 mio. dollars eller 5,4 mia. danske kroner i udbytte til aktionærerne i stedte for at have lagt pengene til side til oprydningen.

BAT frygter, at tobakskoncernen kommer til at sidde alene med en stor del af regningen, så for en sikkerheds skyld har BAT nu indhyllet PwC i et sagsanlæg.

PwC afviser ethvert ansvar. BAT må vente og se, om sagen ender som et Lucky Strike, eller man må nøjes med at tjene penge på cigaretten af samme navn.

Artiklens emner
PWC
British American Tobacco