Dansk bestyrelsesdronning involveret i speget norsk retsopgør
Erhvervskvinden Lone Fønss Schrøder er blandt vidnerne i korruptionssagen mod den tidligere topledelse i den norske gødningsgigant Yara, hvor hun har siddet i bestyrelsen. Norsk topadvokat beskylder den danske bestyrelsesprofil for at fremføre urigtige oplysninger. Fønss Schrøder afviser.
Den danske bestyrelsesprofil Lone Fønss Schrøder er hvirvlet ind i en usædvanlig retssag om korruption, som i disse dage udspiller sig i retten i den norske hovedstad Oslo.
Her er fire tidligere direktører i den delvist statsejede gødnings- og kemikaliekæmpe Yara tiltalt for blandt andet at have medvirket til at betale bestikkelse til sønnen af Libyens tidligere olieminister.
Lone Fønss Schrøder, bestyrelsesmedlem i blandt andet Volvo og Ikea, sad i bestyrelsen for Yara fra 2004 til 2009, da korruptionen fandt sted ifølge det norske svar på bagmandspolitet.
Som vidne i sagen langer hun ud efter den daværende adm. direktør i Yara, Thorleif Enger, som er en af de tiltalte.
»Jeg havde ikke mistanke om korruption - det var slet ikke diskuteret i eller med bestyrelsen. Jeg kan kun sige, at bestyrelsesarbejdet var vanskeligt - med manglende transparens,« siger Lone Fønss Schrøder.
I en e-mail, hun har sendt til den norske erhvervsminister, og som Finans er i besiddelse er, skriver Lone Fønss Schrøder, at hun i sin tid sagde fra over for de af selskabets investeringer, der nu i centrum for korruptionssagen.
Det passer imidlertid ikke, lyder det fra Ellen Holager Andenæs, forsvarsadvokat for Thorleif Enger og tidligere konstitueret chef for den norske efterretningstjeneste.
»Der findes intet spor af kritik mod administrationen fra LFS (Lone Fønss Schrøder, red.) i bestyrelsesreferater eller bestyrelsesevalueringer, og hendes udsagn støttes ikke af hverken bestyrelsesformanden eller andre,« skriver Ellen Holager Andenæs i en mail til Finans.
»I tillæg hertil har hun urigtigt oplyst i en mail til den norske erhvervsminister, at hun har stemt imod beslutninger, som denne sag handler om,« skriver den norske advokat, som over for den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv tilføjer, at »det er interessant, at hun på den baggrund titulerer sig selv professionelt bestyrelsesmedlem«.
Lone Fønss Schrøder afviser anklagerne fra advokaten.
»Det er ikke korrekt, at jeg ikke har stemt imod. Der var forslag, der derfor blev trukket tilbage. Det fremgår tydeligt, når man ser bestyrelsesmateriale, oplæg til beslutninger og beslutningsreferaterne,« siger Lone Fønss Schrøder.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.



