Fortsæt til indhold

Boom i kræftmedicin sender priser på himmelflugt

Viljen til at betale enorme summer for kræftbehandling presser priserne for nye kræfltægemidler og specialistselskaber op i pris.

Erhverv

Katjing! Så blev endnu en folk heldige aktionærer hovedrige i den del af medicinbranchen, der specialiserer sig i kræft.

Denne gang er det ejerne af det californiske selskab Pharmacyclics, der skal dele 21 mia. dollar eller omkring 140 mia. kr. Køberen er medicinkoncernen AbbVie, der i en sidste spurt overhalede mastodonten Johnson & Johnson indenom med at bud, der var stort nok til at tage stikket hjem.

Onsdag var det aktionærerne i danske Bavarian Nordic, der i første omgang kunne indkassere en kursgevinst på 35 pct. og dermed blev begavet, fordi biotekselskabet har indgået en aftale med medicinkoncernen Bristol-Myers Squibb. Også her er det kræftmedicin, der drager. Bavarian Nordic er i færd med at afprøve en vaccine mod prostatakræft, og sammen med BMS' egne kræftprojekter kan de blive en guldgrube for begge parter - om alt går vel.

I første omgang har BMS smidt 400 mio. kr. på bordet for at have eneretten til at samarbejde med Bavarin Nordic om vaccinen Prostvac.

En afgørende forklaring på, hvorfor de så gerne vil til kræftfadet er, at betalerne - hvad enten det er de statslige sundhedsbudgetter eller private forsikringsselskaber - har vist sig villige til at betale enorme summer for behandlning. Det er ikke usædvanligt med en pris for en kræftbehandling for en enkelt patient på flere hundredtusinde kroner. Det kan man bl.a. aflæse af udgifterne for de danske regioner, der i 2014 betale små 4 mia. kr. for kræftmedicin.

På verdensplan er perspektiverne endnu større.

I en rapport om udgifterne for medicinmarkedet de kommende år fremhæver analysefirmaet IMS Health kræftområdet som et af trækdyrene.

»Den store stigning i innovation inden for kræftmedicin i de seneste år vil fortsætte og bidrage til et globalt forbrug af alle kræftlægemidler - som derfor vil stige til 100 mia. dollars i 2018 fra 65 mia. dollars i 2013, « skriver IMS Health i rapporten.

Mange af de største selskaber har sat miliarder af forskningskroner ind på området - bl.a. Bavarian Nordics tilgang til behandlingen, nemlig at sparke gang i kroppens eget immunforsvar for at bekæmpe kræften.

Verdens største kræftmedicinproducent, Roche, har sammen med Bristol-Myers, Merck & Co og AstraZeneca højlydt erklæret det som et satsningsområde og investerer tungt i det marked, som nogle analytikere mener, vil være et marked på over 30 mia. dollars - altså alene det område, der fokuserer på immunsystem-stimulerende kræftbehandling.

Artiklens emner
Bristol-Myers Squibb
Merck & Co