Fortsæt til indhold

Cepos: Mindstelønnen holder udlændingene ude af arbejdsmarkedet

En indslusningsløn på 70 kr. i timen vil ifølge Cepos få mange af de ledige flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Erhverv

Når tre ud af fire flygtninge, der kom til Danmark for 10 år siden, endnu ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet, skyldes det bl.a., at den danske mindsteløn er højere end den værdi, som flygtningene kan skabe i et job.

Det mener cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen. Løsningen er derfor at lave en særlig lavere mindsteløn for flygtninge og indvandrere, mener han.

»Hvis man skal forbedre integrationen for flygtninge på arbejdsmarkedet, bør man indføre en indslusningsløn. Problemet i dag er, at nogle udlændinge ikke kan producere svarende til mindstelønnen på ca. 110 kr. i timen, fordi de måske ikke kan tale dansk eller ikke har så meget erhvervserfaring. Og hvis man kun kan producere for 70 kr. i timen, så er der ikke mange arbejdsgivere, der vil betale 110 kr. i timen,« siger han.

Når så flygtningene og indvandrerne får erfaring og kvalifikationer, skal deres mindsteløn ifølge Mads Lundby Hansen stige til det samme niveau, som den er for alle andre på arbejdsmarkedet.

Han peger samtidig på, at for at øge flygtninge og indvandres incitament til at tage et lavtlønsjob skal starthjælpen og kontanthjælpsloftet genindføres.

Netop de to ydelser, døbte Thorning-regeringen »fattigdomsydelserne.« Ydelserne var da også noget af det første, som den nuværende regering fjernede, da den kom til magten med henvisning til, at de øgede uligheden i samfundet.

»Ja, der vil ske lille stigning i uligheden herhjemme, hvis man genindfører kontanthjælpsloftet, starthjælpen og en indslusningsløn. Men vi er det land i OECD, der har den fjerde laveste ulighed. Så udfordringen er at forbedre integrationen blandt indvandrere fra ikke vestlige lande, øge beskæftigelsen generelt og skabe mere vækst, og ikke at uligheden vil stige en lille smule,« siger Mads Lundby Hansen.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard kalder den lave beskæftigelse blandt flygtningene for »en falliterklæring«.

Han mener i stedet, at løsningen på problemet er den måde, vi ser på flygtningene på.

»Der er brug for et fundamentalt opgør med den måde, som vi modtager flygtninge på, således at vi holder op med at betragte dem som en pestilens, der skal håndteres, og i stedet ser dem som en ressource, som vi fra første dag skal møde med de samme krav, forventninger og muligheder, som vi møder danske medborgere med,« siger Morten Østergaard til Berlingske.

Artiklens emner
Cepos