Fortsæt til indhold

Slagterier skriger efter flere øko-svin

Selvom økologiske svineproducenter lige nu får en historisk god pris for deres kød, så tøver de konventionelle svinebønder med at lægge produktionen om.

Erhverv
Kilde: DR Nordjylland

Det skriver DR Nordjylland.

Det er nemlig meget omfattende at gøre en svineproduktion økologisk, og der er ingen garanti for, at de høje priser fortætter. Det siger svinerådgiver hos Landbo Nord, Preben Høj.

- Jeg tror, de fleste betragter økologien som en lidt risikabel investering. Der er behov for en meget høj notering for, at den økologiske produktion hænger sammen, siger han.

Økologisk svineproduktion stiller blandt andet krav om store udendørsarealer, og det tager typisk et par år at lægge produktionen om.

Alligevel håber slagteriet Friland, at flere landmænd vil kaste sig ud i økologien. Det siger direktør Henrik Biilmann til DR Nordjylland.

- Vi tror klart på, at den vækst der har været i økologien vil fortsætte, så vi vil fortsat se stigende efterspørgsel, siger direktøren.

Lige nu er efterspørgslen efter økologisk gris større end udbuddet, og hvis ikke det ændrer sig, frygter slagteridirektøren, at kunder vil opgive økologien.

- Der er heldigvis et stykke vej dertil endnu. Men det ville jo være meget trist for økologien, hvis det var der, vi endte, siger Henrik Biilmann.

De økologiske svineproducenter får lige nu 16 kr. i tillæg for hvert kg. økologisk gris, de leverer til slagteriet Friland.