Danske aktier bag milliardafkast hos Industriens Pension
De 400.000 medlemmer hos Industriens Pension fik 11,4 pct. i afkast af deres opsparing i 2014.
Der er gode nyheder for de ca. 400.000 medlemmer i Industriens Pension.
Et af landets største pensionsselskaber kom ud af 2014 med et afkast på 12,3 mia. kr. mod 7 mia. kr. i 2013.
Medlemmerne fik op til 11,4 pct. i afkast af deres opsparing i 2014.
Pensionsselskabets investeringer udgør knap 130 mia. kr., og alle aktive klasser bidrog med positive tal.
»Der kom gode afkast over hele linjen, og det samlede afkast er vældig godt. Det er vi meget tilfredse med,« siger adm. direktør Laila Mortensen.
Investeringen i danske aktier var en af de største bidragsydere. Selskabet investerede 10,1 mia. kr. i danske aktier, og den store danske aktiebeholdning gav et afkast på 21,5 pct.
»Det var en af de store vindere, men også unoterede investeringer havde et flot afkast i 2014,« siger Laila Mortensen.
Efter flere år med et fald i betalingsmedlemmer har udviklingen i beskæftigelsen betydet, at antallet af aktive medlemmer er på vej op.
I løbet af 2014 steg medlemstallet med 3.000, og dermed har pensionsselskabet omkring 400.000 medlemmer fordelt på ca. 8.000 virksomheder inden for industri- og fødevarebranchen i Danmark.


