Fortsæt til indhold

Kinesisk B&O-offensiv endt i fiasko

Kriseramte Bang & Olufsens ambitiøse planer om at indtage Kina i samarbejde med storaktionæren Sparkle Roll blev aldrig en succeshistorie.

Erhverv

Det danske designikon B&O's storstilede plan om at skyde gang i salget i Kina er endt i fiasko.

B&O indgik ellers i 2012 en aftale med det børsnoterede selskab Sparkle Roll, der skulle hjælpe den danske virksomhed med at skyde gang i salget af B&O's produkter på at lukrative marked.

I samme ombæring investerede Sparkle Roll, der blandt andet lever af at sælge Bentley'er, dyre ure og fine franske vine i Kina, omkring 140 mio. kr. i den danske koncern og lagde fra land med planer om at åbne hele 50 nye butikker inden udgangen af 2013.

Sådan er det dog langtfra gået, og i senest regnskab fra Sparkle Roll fremgår det således, at man indtil videre kun har formået at åbne omkring 30 butikker.

Samtidig har man været tvunget til at lukke en række butikker igen, fordi salget ikke levede op til forventningerne.

Det fremgår da også af det kinesiske regnskab for Sparke Roll, at omsætningen fra salget af B&O-produkter på ingen måde har været imponerende, idet man fra marts til september 2014 kun har formået at sælge B&O-produkter for beskedne 10 mio. kr.

»Partnerskabet mellem B&O og Sparkle Roll har ikke udviklet sig nær så positivt, som man kunne have håbet på,« siger analysechef Lars Topholm fra Carnegie, der har fulgt B&O i årevis.

Også hos Sydbank er man skuffet over B&O's kinesiske eventyr.

»Samarbejdet mellem Sparkle Roll og B&O har været ramt af flere udfordringer. Blandt andet går udviklingen ikke i det tempo, man kunne have ønsket sig,« siger analytiker Søren Løntoft fra Sydbank, der peger på, at B&O's valg af Sparkle Roll som partner på det kinesiske marked egentlig giver god mening, da firmaet lever af at sælge diverse luksusbrands til købestærke kinesere.

Hos Bang & Olufsen er man ikke meget for at kommentere samarbejdet med Sparkle Roll.

»Vi er fuldt tilfredse med samarbejdet, og vi går ud fra, at de er det samme,« siger formand Ole Andersen og henviser til B&O-ledelsen og direktør Tue Mantoni.

I et skriftligt svar til Finans skriver pressechef Jan Helleskov dog ligesom sin formand, at man er glade for sin kinesiske samarbejdspartner og går ud fra, at glæden er gensidig. Derudover ønsker B&O ikke at kommentere sagen yderligere.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sparkle Roll.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Bang & Olufsen
Tue Mantoni