Fortsæt til indhold

Køkkenproducent: Danskerne bruger igen penge

Efter hårde år på hjemmemarkedet melder køkkenfirmaer om ny fart i salget. Samtidig ændrer flere selskaber strategi for afsætningen.

Erhverv

»Vi kan godt mærke opsvinget i Danmark.«

Så kontant lyder meldingen fra den danske køkkenproducent Aubo Production A/S, der netop har præsenteret tal for 2014. Adm. direktør Torben Andersen mener direkte. at mildere økonomiske vinde styrker selskabet og branchen.

Aubo melder om en vækst i omsætningen på 20 pct. de første syv uger af 2015.

»Dansk økonomi er fundamentalt sund, og angsten for ledighed er aftagende. Desuden kaster alle de penge, der er sparet op gennem de usikre år, jo ingen renter af sig længere,« mener Torben Andersen.

Aubo-direktøren understreger dog samtidig, at politisk og økonomisk usikkerhed hurtigt kan vende tingene igen. Og det agerer selskabet efter.

Også hos andre af landets køkkenproducenter har der den seneste periode været meldinger om, at salget atter går frem. Branchen har ellers været gennem pressede år. Brancheorganisationen Træ- og Møbelindustrien under DI har således opgjort, at den samlede danske fremstilling af køkkener var på ca. 4 mia. kr. i 2007 - altså før finanskrisen. Tallet er siden faldet med ca. 30 pct. Men noget tyder på samlet vækst for 2014, når året kan gøres endeligt op - både i eksporten og det danske hjemmemarked.

Markedet er dog præget af store forandringer - især i salgskanalerne. Det gælder også for familievirksomheden Aubo som fremover vil fokusere 100 pct. på at producere køkkener. Og derfor ikke længere have egne butikker som køkkenbranchen ellers er kendt for.

»Vi skal ikke længere drive detailhandel. Den del overlader vi til professionelle partnere med detailsalg som spidskompetence,« udtaler Torben Andersen, Aubo.

Hos de øvrige køkkenproducenter arbejder også med nye salgskanaler, som bl.a. betyder, at de i højere grad end tidligere kombinere salget mellem nethandel og de fysiske butikker.

HTH, der indgår i den børsnoterede svenske Nobia-koncern, har således i år indledt en større satsning på en omfattende netbutik. HTH og Nobia vil dog samtidig fortsat satse på de fysiske butikker, som til gengæld bliver reduceret i størrelse.

En analyse fra Træ- og Møbelindustrien DI viser, at køkkenmøbler udgør ca. 20 pct. af den samlede danske møbelproduktion samt ca. 9 pct. af eksporten. Ud over afsætningen fra producenterne - og gennem deres kædebutikker - er Ikea Danmark med fem varehuse rundt om i landet også en stor aktør i salg af køkkenmøbler til de danske forbrugere.

Artiklens emner
Nobia