Fortsæt til indhold

Uenighed om aktiefordeling får cementfusion til at slå revner

Fusionsaftalen mellem den schweiziske cementkoncern Holcim og franske Lafarge kan i april fejre et års fødselsdag. Men selve fusionen er endnu ikke blevet til noget, da uenigheden mellem selskaberne vokser.

Erhverv
Ritzau Finans

Nu har bestyrelsen i Holcim konkluderet, "at aftalen ikke længere kan gennemføres i sin nuværende form", oplyser selskabet på sin hjemmeside.

Det er nogle af aktionærerne, der i den senere tid har fået kolde fødder i forhold til den fordelingsnøgle, som aftalen indeholder. I den oprindelige aftale var der aftalt en 1:1 fordeling af aktier, men det har flere af Holcims aktionærer anonymt ytret utilfredshed over. Det skyldes ifølge Bloomberg News, at Holcim har leveret bedre på omsætning og indtjening, siden forhandlingerne blev indledt.

- Bestyrelsen har foreslået at gå ind i forhandlinger i god tro omkring udvekslingsforholdet ... Lafarge har tilkendegivet, at man nægter at genforhandle - undtagen ombytningsforhold. Yderligere oplysninger vil blive meddelt senere, oplyser Holcim.

Ifølge Bloomberg går Holcims nye forslag på, at selskabet giver 0,875 Holcim-aktie for en Lafarge-aktie og desuden kræver, at Holcim kan besætte posten som administrerende direktør i det fusionerede selskab.

Den oprindelige fusionsaftale blev indgået tilbage i april sidste år. Hvis fusionen ender med at blive ført ud i livet, vil det skabe verdens største cementselskab med en omsætning på omkring 40 mia. dollar.

Artiklens emner
Lafarge