Fortsæt til indhold

Forretninger for milliarder er ofte fri fantasi

Når store teknologiselskaber skal værdifastsættes sker det ofte med lige dele fri fantasi og kreativitet.

Erhverv
Aktiefokus

Prissætningen på Silicon Valleys startup-selskaber har i de senere år nået astronomiske højder.

Fotobesked-appen Snapchat har rejst kapital med en værdiansættelse på 15 mia. dollar eller over 100 mia. kr., og online-scrapbogselskabet Pinterest har for nylig rejst 367 mio. dollar fra investorer hvilket sætter værdien til 11 mia. dollar eller knap 80 mia. kr.

Det skriver Bloomberg News, der samtidig fortæller historien om, at værdiansættelsen af disse ikke-noterede selskaber på en måde er hevet ud af den blå luft.

Når Snapchat med bare fire år på bagen kan have en højere værdiansættelse end det hæderkronede fødevareselskab Campbell Soup, så skyldes det, at investorerne er blevet enige om at give selskabet en høj værdiansættelse. Det hjælper selskabet med rekruttering, og det opbygger også troværdighed, hvor investorerne til gengæld får garantier for, at de er de første til at få deres penge tilbage, hvis selskabet bliver børsnoteret eller overtaget.

Sådanne aftaler bliver mere mere almindelige, da teknologiselskaberne forbliver på private hænder i en længere periode, og den praksis slører ifølge Bloomberg News værdiansættelsen.

Det risikerer med tiden at blive farligt, da de private investorer, som er med før en eventuel børsnotering, ikke tager de samme risici som almindelige investorer.

Problemet med at værdiansætte taxi-app-selskabet Uber til 40 mia. dollar er, at man bliver nødt til at være kreativ for at komme frem til tallet, for selskabet kun har meget få historiske nøgletal.

I nogle tilfælde, som med eksempelvis Snapchat, så findes der ikke en gang indtægter. Det investorerne i ikke-børsnoterede teknologiselskaber ofte vil kigge på er antallet af personer, som bruger produktet. Her skal væksten helst skal have form af en hockeystav.

Artiklens emner
Uber
Pinterest