Tobaksfond lander rekordresultat
Tunge aktieposter i en række børsnoterede selskaber og håndplukkede investeringer i store, udenlandske fonde har sikret Chr. Augustinus Fabrikker et rekordresultat.
Tobaksfonden Chr. Augustinus Fabrikker (CAF) har takket være et blomstrende dansk aktiemarked og målrettede investeringer i udenlandske fonde præsteret et rekordresultat i 2014.
Selskabet, der ejes af Augustinus Fonden, og blandt sidder på store aktieposter i Scandinavian Tobacco Group, Jeudan og Tivoli foretog således en markant ændring i sin investeringsprofil i slutningen af 2009, der indtil videre har været guld værd.
Her valgte man nemlig som følge af en ny skattelovning at foretage en række strategiske investeringer i børsnoterede selskaber og opkøbte i den forbindelse blandt andet en stor aktiepost i det succesrige bryggeri Royal Unibrew samt medico-virksomheden Ambu.
De to investeringer kombineret med en række investeringer i kapitalfonden EQT seneste infrastruksturfond samt to fonde under amerikanske Morgan Stanley har alene sikret CAF et samlet afkast i 2014 på 24 procent.
Dermed vil resultatet i CAF i 2014 lande tæt på 2 mia. kr. før skat, hvilket betyder at selskabet står i en position til at foretage yderligere investeringer.
»Vores strategi fra 2010 - kombineret med at vi ved årtusindskiftet tog en beslutning om at investere i målrettede kapitalfonde - har sikret os et afkast, der er betydeligt bedre end markedets udvikling,« siger direktør i CAF Tommy Pedersen.
Alene aktien i Royal Unibrew har været en guldgrube for CAF, der valgte at købe en stor aktiepost i selskabet i december 2009. Dengang kostede aktien omkring 130 kr., men i dag handles den for 1.200 kr. pr. aktie.
Også investeringen i Ambu har sikret CAF et rigtig solidt afkast, og Tommy Pedersen understreger, at man ikke nødvendigvis har foretaget sit sidste større aktieindkøb.
»Det er klart, at vi har kapitalen til at gøre mere på den front. Og aktiemarkedet er attraktivt for en organisation som vores. Vi kigger ikke på specifikke brancher men på enkelte selskaber, hvor vi mener, at der er potentiale. Men som markedet har udviklet, synes vi priserne er for høje netop nu,« siger han.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

