Fannie og Freddie kan blive tvunget til ny tiggergang
De amerikanske finansmyndigheder er igen på vagt overfor de to selskaber, der overlevede finanskrisen med staten i ryggen.
Finanskrisen og den amerikanske nedsmeltning i boligmarkedet ramte de to store boligudlånere Fannie Mae og Freddie Mac hårdt, og giganterne endte med at bliver reddet af statsligt indskud og overtagelse.
Men tiden med livstruende knappe ressourcer hos Fannie Mae og Freddie Mac er måske ikke et overstået kapitel.
De amerikanske finansmyndigheder nu hejser nemlig det røde flag, da de to boligudlånere har en for lille stødpude, hvis konjunkturerne skulle vende igen.
Wall Street Journal skriver, at Fannie Mae og Freddie Mac blev selvstændige i 2012, og at selskaberne sidenhen har været profitable, men også at de har tilbagebetalt den amerikanske stat mere end 228 mia. dollar, hvilket svarer til ekstreme 1.600 mia. kr.
I sidste uge leverede de to boligudlånere skuffende regnskaber for fjerde kvartal, og myndighederne hæfter sig ved, at selskabernes overskud i vid udstrækning har været baseret på juridiske aftaler og opskrivninger efter revurderinger.
Den amerikanske finansavis hæfter sig også ved, at Jim Parrott, som tidligere har været rådgiver for Obama-administrationen, vurderer, at Fannie Mae og Freddie Mac igennem 2013 har genereret meget mistillid til boligmarkedet, hvilket har hæmmet en positiv udvikling i reformeringen af boligmarkedet.
Parrott konkluderer, at tallene for 2014 bekræfter, at fokus skal tilbage på reformerne, før det bliver for sent.



