Anklager om løn-dumping på Københavns luksushoteller
Københavnske tophoteller rengøres af østeuropæiske ansatte, som mener, de bliver snydt i løn. Hotellerne kender ikke noget til det og henviser til de hyrede rengøringsvirksomheder, som helt afviser anklagerne.
Hilton, Bella Sky og andre hoteller i samme fire- og femstjernede liga får rengjort de dyre hotelværelser til under den mindsteløn, de ansatte ellers er garanteret. Sådan lyder beskyldningerne fra otte stuepiger, som Finans har talt med. De har gennem de seneste år gjort rent på hotellerne og fortæller uafhængigt af hinanden den samme historie om løn- og arbejdsvilkår.
»Vi havde 20 minutter til at gøre et værelse rent. Vi arbejdede som ind i helvede og var under stort pres. Vi havde en kontrakt om timeløn, men fik i virkeligheden løn pr. værelse og blev reelt misbrugt på den måde,« forklarer en tidligere stuepige, som ikke tør stå frem med navn.
Står det til troende, er det løndumping, forklarer to arbejdsmarkedsforskere, Christian Lyhne Ibsen fra Københavns Universitet og Henning Jørgensen, Aalborg Universitet.
»Dette her virker ikke som enkelte brodne kar. Når I har otte cases, er der noget, der peger i retning af, at arbejdsgiver systematisk planlægger efter dette, og så ligner det reel løndumping,« siger Jørgensen.
De otte stuepiger fra branchens to største selskaber forklarer, at de formelt har en timeløn på 115 kr., men det kræver, at de kan nå at gøre et vist antal værelser rene på en bestemt tid. Årsagen er, at værelserne er beregnet til at tage op til 25 minutter, og bruger man længere end den beregnede tid, får man ikke løn for den tid. Og det er meget normalt at bruge lidt ekstra, lyder det fra de otte stuepiger.
Deres udlægning har branchens største virksomhed, De 5 Stjerner, svært ved at genkende:
»De får løn for det antal arbejdstimer, de har - ikke efter antal værelser. Det foregår på alle hoteller, vi har,« siger adm. direktør John Christensen, mens BH Hotelservice, det næststørste i branchen ikke ønsker at kommentere sagen.
Både Allan Agerholm, adm. direktør for Bella Center A/S, som bl.a. driver de firestjernede hoteller Bella Sky, Marriott og Crown Plaza, og Hiltons HR-chef Claus Moll forklarer, at stuepigerne på deres hoteller efter deres vidende aflønnes korrekt.
Fagforeningen 3F, der har overenskomst med virksomhederne, er klar over problematikken med løn , men forklarer, at det er en presset branche og tempoet efter deres opfattelse »er alt for højt«.
»Men det er en svær problemstilling, for arbejdsgiveren har jo ret til at lede og fordele arbejdet,« forklarer afdelingssekretær i 3F København, Jan Mathisen.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.



