Dansk appfirma indtager Spaniens svar på Silicon Valley
Adapt Mobile åbner et kontor i 22@Barcelona. Og de er ikke alene.
Tusindvis af it-virksomheder har de senere år etableret sig i Barcelonas epicenter for it og mobil udvikling, 22@Barcelona, der tidligere var et nedslidt industrikvarter midt i byen.
Og nu har også danske Adapt Mobile, et søsterselskab til Adapt A/S, valgt at indtage det område, der er blevet udråbt til Spaniens svar på Silicon Valley.
Adapt Mobile har eksisteret i cirka 15 måneder, har 15 medarbejdere på sit kontor i København og forventer, at der inden for et år vil være lige så mange ansatte på det nyetablerede kontor i 22@Barcelona.
»Vi har etableret os i Barcelona af to årsager. For det første er det i 22@Barcelona, at udviklingen inden for mobil teknologi for alvor rykker, og for det andet er Barcelona fyldt med innovative og veluddannede udviklere, hvilket i perioder er en mangelvare i Danmark,« siger Adapt A/S' adm. direktør, Kresten Wiingaard.
Han håber, at selskabets tilstedeværelse i 22@Barcelona betyder, at der kan leveres endnu bedre mobile løsninger til kunderne i Danmark.
Hver tredje virksomhed i 22@Barcelona er teknologi- eller videnbaseret, og derfra kommer referencen til Silicon Valley, som er et industriområde i Californien verdenskendt for at have fostret et utal af store, højteknologiske firmaer.
At Adapt Mobile nu også er at finde i 22@Barcelona er et led i hovedselskabets (Adapt A/S') globale strategi, der bl.a. har ført til åbning af en afdeling i Litauen i september sidste år.


