Fortsæt til indhold

Østarbejdere strømmer ud i danske job - sætter ny rekord

Omfanget af østarbejdere på danske arbejdspladser er større end nogensinde, viser nye tal.

Erhverv

Der bliver flere og flere østarbejdere på danske arbejdspladser.

Sidste år steg antallet af østarbejdere i Danmark med 10 pct. fra 82.625 til 90.875. Det afslører nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Dermed er omfanget større end nogensinde, skriver Fagbladet 3F.

»Kurven fortsætter med at stige, og der kommer stadig flere østarbejdere. Der er helt givet penge at spare for arbejdsgiverne, og den dynamik fortsætter,« forklarer Søren Kaj Andersen, der er centerleder ved København Universitet.

Fagforeningerne har i mange år kritiseret arbejdsgivere for at spekulere i at underbetale arbejdere fra Østeuropa. Mange arbejdsgivere har på sin side forklaret, at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft.

»Vi kan konstatere, at mange arbejdsgivere er glade for østeuropæisk arbejdskraft. De er mere fleksible, og vi ved også, at de er lavere lønnede end danskere,« siger Søren Kaj Andersen.

Jens Kirkegaard er byggeformand i 3F Bygge, Jord og Miljø i København og har ført flere store sager om lønsnyd på metrobyggeriet. Senest 22 mio. kr. i bod til firmaet Cipa. Han oplever, at østarbejderne ofte bliver underbetalt, fordi de står svagere over for deres arbejdsgiver.

»Vi ser en ny forretningsmodel hos mange virksomheder, hvor man tjener flere penge, når man hyrer uorganiseret, udenlandsk arbejdskraft,« fortæller Jens Kirkegaard.

Arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri forklarer udviklingen med, at der er flere udenlandske entreprenører på de store byggerier. Og de rekrutterer især byggearbejdere fra udlandet.

»Det danske arbejdsmarked er udfordret af de åbne grænser og globaliseringen,« siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen, der afviser, at virksomhederne spekulerer i løndumping.

Ifølge den borgerlig-liberale tænketank Cepos er det »paradoksalt,« at så mange danske job bestrides af østarbejdere, når man tager i betragtning, at hundredtusindvis af danskere er på overførselsindkomst.

»De job, der besættes af østeuropæere, burde i mange tilfælde være besat af danskere. Når det ikke sker, er det bl.a., fordi kontanthjælp og dagpenge er så høje, at det i en del tilfælde ikke er attraktivt at tage et lavtlønsjob. Og samtidig udbetaler det offentlige overførselsindkomst til danskere, der kunne være i job. Det er en meget uheldig udvikling,« siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

Han peger på, at lavere offentlige ydelser vil kunne bremse udviklingen og foreslår, at dagpengesatsen reduceres med 10 pct., hvilket ifølge hans beregninger vil øge beskæftigelsen med 14.000 personer.

»Desuden bør man reducere kontanthjælpen særligt for over 30-årige forsørgere. De har i mange tilfælde en svag tilskyndelse til at tage et lavtlønsjob,« siger Mads Lundby Hansen.

Artiklens emner
Dansk Byggeri
3F